Svag flamme og citron.

Flammen og Citronen er et smukt filmet drama befolket af mennesker, vi ikke bliver klogere på, hvem var, og hvorfor. Og det er fatalt i en film, “der behandler krig som et dybt menneskeligt anliggende” og vil fortælle om “det enkelte menneskes evne til at kæmpe og klare sig i en krig,” som Ole Christian Madsen forklarede Information 27. marts.

Han vil et opgør med det, han kalder danskernes kollektive selvbedrag “om de 43.000 heltemodige modstandsfolk den 5. maj 1945.” Og hvis filmen i virkeligheden er tiltænkt de mange teenagere, som omgav mig i biografen, er det da godt, de får plantet et vist indtryk af nazi-besættelsens udfordringer for danskerne. Betingelsen er bare, at skildringen har rod i en menneskelig virkelighed, som er mere nuanceret end i et computerspil, hvor to psykopater optræder som skydegale frihedskæmpere. Derfor kan filmen heller ikke bruges til nogen nærmere vurdering af den danske frihedskamp under 2. Verdenskrig – men her misforstår jeg måske sagens kerne: Flammen og Citronen udtrykker måske først og fremmest vore dages aktuelle tidsånd, hvor mennesker, der kommer i klemme i samfundssystemet, tager sagen i egne hænder, gerne med vold, bål og brand i gaderne.

For et barn af krigstiden som mig (1943) virker det grotesk, at Ole Christian Madsen og hans stab ikke har formået at fremstille filmens skuespillere som mere end klichéer. Sproget konverteres til uklart nutidsdansk, hvilket i sig selv bidrager til indtrykket af utroværdighed. 1940ernes sindelag, særlige atmosfære og udtryksmåde, som min generation voksede op med, findes overhovedet ikke i filmen!

Vi kigger hovedpersonerne dybt i øjnene i de mange nærbilleder. Kameraet søger et svar, men svaret skjules af stivnede masker. På den måde falder også de store ord om vores tabte ære og nationale identitet, som varmede filmpremieren op, til jorden. Ærgerligt!

• Læs Georg Metz’ anmeldelse i Information her.