Stivnede masker

Umiddelbart er Flammen og Citronen et flot filmet drama om NaziTysklands besættelse af Danmark i de fem forbandede år 1940-45, men historien befolkes af mennesker, vi ikke bliver klogere på. Og det er fatalt i en film, “der behandler krig som et dybt menneskeligt anliggende”.
Hvis filmen i virkeligheden er tiltænkt de mange teenagere, som omgav mig i biografen, er det da godt, de får plantet et vist indtryk af nazi-besættelsens udfordringer for danskerne. Betingelsen er bare, at skildringen har rod i en menneskelig virkelighed, som er mere nuanceret end i et computerspil, hvor to psykopater optræder som skydegale frihedskæmpere. Derfor kan filmen ikke bruges til nogen nærmere vurdering af den danske frihedskamp under 2. Verdenskrig, men fortæller nok mere om vores tids aktuelle tidsånd, hvor mindreværdige danskere drømmer om at se sig selv som helte.

For et barn af krigstiden som mig (1943) virker det grotesk, at Ole Christian Madsen og hans stab ikke har formået at fremstille dramaets skuespillere som mere end klichéer, der udtrykker sig på uklart nutidsdansk. Det bidrager alt sammen til indtrykket af utroværdighed. 1940ernes sindelag, særlige atmosfære og udtryksmåde, som min generation voksede op med, findes overhovedet ikke i filmen!
Vi kigger hovedpersonerne dybt i øjnene i de mange nærbilleder. Kameraet søger et svar, men svaret skjules af stivnede masker. På den måde falder også de store ord om vores tabte ære og nationale identitet, som varmede filmpremieren op, til jorden. Ærgerligt!