Det daglige show.

Selv om Jon Stewart er meget amerikansk, er hans daglige dosis medie-satire på DR 2 blevet en fast tradition her i huset. Ikke alene er manden morsom, han har også kulturelt format – han ved, hvad han taler om. Han skryder med den lille mands charme, men har samtidig rovfuglens skarpe blik for politikernes og medieverdenens mange pinlige optrin. Deres spin afsløres som dramatiserede påstande, mere eller mindre drænet for substans. Hvem andre end Jon Stewart kan heller komme godt afsted med at stille præsident-kandidaten Barack Obama det mest absurde spørgsmål af alle:

“Vi er bekymrede – ærlig talt: Er det Deres plan at gøre den hvide race til slaver?” Klik billedet og hør selv på The Daily Show’s egen hjemmeside (og lev med den reklame, som måske først dukker op):

Ja, vi savner en Jon Stewart i Danmark, hvor intet er, som det ser ud. Den gang, der endnu var håb for danskerne, fyrede Carsten Jensen mange gode skud af i bolledejen. Rapkæftede Clement Kjersgaard har også anlæg for rollen, der kalder på viden med bid i. På den anden side: I dag er Danmark blevet en hellig ko, man ikke gør nar af. Vi vil have lov at græsse for os selv.

 

Bartok.

Når jeg søger klarhed på noget, går jeg en tur i skoven – eller hører musik af ungareren Bela Bartok. Hans blodrige melodier og stærke rytmer udstråler en elementær kraft og naturlighed, hvormed han giver den skabende fantasi frit spillerum.

Den varme, idylliske stemning En aften i Landsbyen fra Bartoks Ungarske Billeder er ren nydelse, mens den sorgfulde vrede, der klinger fra sindets dyb i Adagioen af hans Divertimento, giver gåsehud. Det samme gør det store operadrama om Hertug Blåskæg, der mister sin elskede Judith, fordi hun forlanger alle hans hemmelige døre åbnet på vid gab. Jeg værdsætter også Bartoks 2. Violinkoncert som alle tiders bedste ved siden af Beethovens.

Hvad er det, der gør denne komponist både atypisk og enestående? Bartok levede 1881-1945, og umiddelbart lignede han ikke den musik, man hører. En amerikansk anmelder skrev, at han så ud som en botanikprofessor fra en pigeskole. Bartok var også fysisk svagelig og besad ikke den seje karismatiske udstråling, der kendetegnede Stravinsky. Til gengæld var han besjælet af et stærkt indre liv, og hans blå øjne afslørede en skarp iagttagelsesevne og et medlevende sind, som foruden musikken fik ham til at interessere sig for både videnskab, fremmede lande, usædvanlig mad, litteratur og sprog. Bartok var en mild, kultiveret mand, som afholdt sig fra nonsens og meninger, han ikke selv troede på. Det gælder også hans musik.

Hvordan komme videre i en verden præget af tyske traditioner i sporene efter Wagner og Brahms? spurgte Bartok sig selv, da han for lidt over 100 år siden tog fat som ung pianist og komponist. Svaret fandt han ude på landet i Ungarns musikalske bondekultur, hvilket påfaldende nok er et forhold, den klassiske musiks formidlere gerne skjuler eller underbetoner. Er den gamle bondekulturs musik da ikke fin nok? Ligemeget hvad, så fastslog Bartok sidenhen:
“De lykkeligste dage i mit liv har jeg tilbragt i landsbyerne ude blandt bønderne.”

Sammen med sin jævnaldrende ven og kollega, Zoltan Kodaly, etablerede Bartok sig som folkemindeforsker. Bartok og Kodaly drog på jagt efter kulturel mening og identitet, og de besøgte selv de fattigste landsbyer. Selv om de var fremmede, lykkedes det i fleste tilfælde de to musikere at vinde bøndernes venskab og tillid og fik dermed adgang til deres rige, egenartede musikliv. I årenes løb indsamlede, registrerede, udforskede og beskrev Bartok og Kodaly mange tusinde sange, danse og instrumentalstykker. Og gennem den viden, de indsamlede, opbyggede de et fundament i deres eget musikalske arbejde.

Med en vis ret vil nogle nok mene, at der er langt fra folkemusikken til modernisten Bartoks værker som balletmusikken til Den forunderlige Mandarin, operaen Hertug Blåskægs Borg, Musik for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste og den 2. Violinkoncert. Ikke desto mindre gennemtrænges den modne Bartoks musik af hans fortrolighed med folkemusikken og dens særpræg. Den befrugter både melodik, harmonik og rytme, og så “moderne” hans tonesprog end kan forekomme, rummer den som regel noget af folkemusikkens naturlige friskhed.
På dette grundlag satte Bartok sin egen skabende fantasi fri og skabte en musik fyldt af magisk liv og dybde. Dens frodige, usentimentale format nøjes ikke med at underholde os, men fjerner vanens slør fra vore sanser, så vi mærker selve karaktéren og atmosfæren af det stof, han præsenterer. Fint og analytisk etablerede den fysisk spinkle mand en musikalsk verden af stor åndelig styrke, der bringer os i kontakt med det ægte i livet. Bartok var og er the real thing.

Sådan banede den ungarske komponist sin vej gennem det opbrud, musiklivet oplevede for 100 år siden. Andre aktører i de nye bølger af musik, der blev skabt den gang, var tyskeren Richard Strauss, franskmændene Debussy og Ravel, russerne Scriabin (Skrjabin) og Stravinsky, finske Sibelius og danske Carl Nielsen. Med romantikkens opulente traditioner bag sig arbejdede de alle for at give den skabende fantasi nyt spillerum. Og i dag da publikum igen beruser sig i gamle romantiske forestillinger, virker det stadig befriende, ja nødvendigt at opleve disse frontkæmperes musikalske landvindinger.

• Mere Bartok på Wikipedia her.
• Hør musik her.
• Billedet viser det ungarske folkeensemble Muzsikas, som har specialiseret sig i flere Bartok-orienterede projekter. Besøg Muzsikas her.

Visualiserer Nettets affald.

Sådan ser en computer-virus ud i kunstnerisk forvandling. Det afskrækkende væsen hedder MyDoom, som i 2004 hærgede Internettet med en hidtil ukendt hastighed. Sidenhen har en amerikansk studerende, Alex Dragulescu, specialiseret sig i at forvandle Internettets affald, spam og virus, til kunst, hvis overraskende former og særlige skønhed tilmed finder vej til udstillinger.

Projektet befinder sig et sted mellem ren kunst og visualisering af IT-verdenens informations-teknologi, siger Alex Dargulescu. – Selv har jeg oplevelsen af en fotosafari i det store oceans dyb.

• Mere hos Wired her.

Nielsen’s 4 temperaments.

Carl Nielsen: Symphony No. 2, Opus 16 – Allegro sanguineo. Esa-Pekka Salonen and the Swedish Radio Symphony Orchestra on CBS/Sony.

Klik og lyt:

Carl Nielsens 2. Symfoni “De fire temperamenter” er en morsom og meget dansk symfoni. Den munder ud i et klingende portræt af et menneske, som tankeløst stormer frem i troen på, at hele verden tilhører ham. Og da det forekommer mig at passe godt på den aktuelle tidsånd, spiller jeg den sangvinske sats her – måske til nærmere eftertanke. Klik spilleknappen og lyt.

Idéen til symfonien kom under et gemytligt besøg på en sjællandsk landsbykro, hvor Carl Nielsens ægtefælle, billedhuggeren Anne Marie Brodersen, fik øje på et grovkornet billede i fire felter, som forestillede fire temperamenter: Den koleriske person, den flegmatiske, den melankolske og den sangvinske.

“Dér har du idéen til en symfoni,” sagde Anne Marie til sin mand, som straks blev inspireret. Det følgende år skrev han symfonien og gav den blandt andet disse ord med på vejen:

“Kolerikeren var til hest og havde et langt sværd i hånden, hvormed han fægtede vildt ud i den tomme luft. Øjnene var ved at trille ud af hovedet på ham. Håret flagrede vanvittigt omkring hans ansigt, der i den grad var fortrukket af vrede og djævelsk had, at jeg uvilkårligt brask i latter….”

Den sangvinske finale, som høres her, er ikke kun skæg og ballade, for pludselig bremses den ubekymrede løber af et møde, der maner til alvor. Mødet får ham til at tænke sig om, og efterfølgende får hans musik en mere værdig karaktér.

• Læs mere om Carl Nielsen her.

• Besøg Carl Nielsen Selskabet her.

classicalmusic

Svag flamme og citron.

For et barn af krigstiden som mig (1943) virker det grotesk, at Ole Christian Madsen og hans stab ikke har formået at fremstille filmens skuespillere som mere end klichéer. 1940ernes sindelag, særlige atmosfære og udtryksmåde, som min generation voksede op med, findes overhovedet ikke i filmen!