DRs umusikalske sniksnak.
Sidste måned konstaterede Politikens musikanmelder Thomas Michelsen, at DRs P2 aldrig har været ringere end siden nytår. “Den klassiske musik hakkes i meningsløse stumper og smøres ud over sendefladen som Nutella ledsaget af sniksnak,” skrev Michelsen i en tankevækkende kommentar. Retfærdigvis gør han opmærksom på P2-koncerten hver aften kl. 19-22 som et lyspunkt i formørkelsen. Radiosymfoniorkestrets traditionsrige Torsdagskoncerter er ugens højdepunkt, hvilket også ville være underligt andet, når nu DR investerer i en ny dyr koncertsal.
Medvirkende til meningsløsheden er, at radiofolkene bryder musikken op i kontraster - fra Mozart til Arvo Pärt og videre til et lille stykke fra Riisagers “Etudes” og videre til annoncering af en senere udsendelse om elektronisk musik, som vi ikke hører noget til, og videre til et lille stykke af Beethoven…. Musikken er tilfældige kontraster i tid og stil, uden nogen som helst forbindelse med hinanden - uden en musikalsk stafet, som gives videre fra stykke til stykke. Altså en musikalsk roulette, hvor der bare satses på at fange lytternes interesse et eller andet sted i det brogede forløb. Det ene ophæver det næste, så vi sidder tilbage med en rodebunke af musik. Virkningen er bedøvende. Nysgerrighed og musikalsk parløb med vores egen tid findes ikke i musikalsk forstand.
Hvorfor? Fordi vi er dér, hvor lytterne vil have os, svarer ledelsen. Tja. Hvis det virkelig er rigtigt, at langt hovedparten af danske musiklyttere ikke gider mere vitaminrig kost, kan man selvfølgelig mene, at det nye P2 dækker tidsånden, og så er alt jo sådan set i orden - eller? Nej det er ej! For tidsåndens hang til festlig hygge har sit mod- eller sidestykke i den ganske uhyggelige primitivering af samfundet, vi er vidne til i dag. Og i P2 er der blevet pinlig langt til den verden af magisk opfindsomhed, mening og civiliseret kultur, som er den klassiske musiks særkende. Det nye P2 mangler så at sige en X Factor.
Danmarks Radio har dummet sig fatalt med de groteske overskridelser af bygge-regnskabet til det nye mediepalads i Ørestaden, hvilket har givet regeringen kærkommen anledning til at tage kvælertag på foretagendet. Resultatet ser vi nu i form af et mega paradoks:
DR bygger med statens velsignelse det nye mediehus, men fortynder samtidig udsendelserne, så selv radioens kulturkanal P2 er blevet del af en moderne mediestil: Lyttere og seere behandles som børn - som små infantile sjæle, der ikke formår at tænke selv. Vi skal forføres, ja - forføres til hvad? Til at elske Danmarks Radio, slet og ret?
Stilen minder mig faktisk om en morgen på et hotelværelse i 1980ernes hedengangne Østtyskland:
“Guten morgen, liebe DDR-Bürger,” lød det kælent ud af højttaleren: “Nu er vi klar til en ny dag i vores elskede fædreland,” hvorefter radioens kvindelige speaker underholdt med snak om vind og vejr, klassisk pop og reklamer for kulturbegivenheder i Øst-Berlin, Leipzig og Dresden.
Det handlede alt sammen om at sælge DDR-diktaturet som en god menneske-venlig oase. Det kaldte vi den gang for propaganda. I dag er DR slået ind på samme kurs. Og det i en tid, da danskerne basker rundt i usikkerhed på, hvem og hvad vi er - som en fugleflok slået ud af kurs.
