El Sistema og Gustavo Dudamel.
12. februar 2008
Er Gustavo Dudamel virkelig den superbegavelse, verden udenfor Danmark begejstret taler om? Ja, han er. Da den 26-årige musiker 19. august sidste år dirigerede sit fabelagtige Simon Bolivar Ungdoms-orkester fra Venezuela ved BBCs promenadekoncert i Royal Albert Hall i London, blev jeg overbevist. Mine ører klæbede til højttalerne i BBCs Internet-stream. Betaget fulgte man, hvordan Dudamel banede sig vej gennem Shostakovich’s 10. Symfoni ved at hæve det kontrastfulde drama til en kamp mellem det indre livs skygger og drømmen om liv og frihed efter Stalin-tidens blodige undertrykkelse i Sovjetunionen.
Og som de dog spillede: Musikerne bag de smukke soli, som lød fra de forskellige instrument-grupper, vil tilsyneladende kunne optages i alverdens professionelle orkestre – fremragende! – I det latinamerikanske program, som fulgte efter den russiske symfoni, udløste de en jubel hos publikum, jeg aldrig før har oplevet så kogende som ved Prom-koncerten i Royal Albert Hall. Sådan bærer orkestrets baggrund i Venezuelas revolutionerende musik-sociale ungdomsprogram El Sistema altså frugt.
El Sistema
Man spørger uvilkårligt: Hvordan kan den musikuddannelse, El Sistema tilbyder, udløse sådanne mirakler? I et olierigt land, hvor en mineralvand koster 10 gange mere end en liter benzin, og hvor præsident Hugo Chàvez’ ikke ligefrem virker som et fint følende musikmenneske.
Svaret findes i den vision, som økonomen og den lærde musiker Jose Antonio Abreu udviklede. Det bekymrede ham, at så mange børn af fattige familier levede under kummerlige forhold. Og i musikken og den orkester-bevægelse, han skabte, fandt han midlet til at give dem det, de mangler i deres selvforståelse: Værdighed og vilje til at nå deres drømme, ønsker og mål – ikke nødvendigvis gennem musikken alene, men også gennem andre muligheder, som Systemet tilbyder dem.
Tidligere kriminelle spiller med. En ung klarinettist har eksempelvis en fortid som tyveknægt. Ni gange arresterede politiet ham for bevæbnet røveri og stofmisbrug, indtil en socialarbejder en dag stak ham en klarinet i hånden.
“Først troede jeg, det var en vittighed,” fortæller musikeren. “Jeg regnede jo ikke med, at nogen ville betro en tyv som mig sådan et instrument, men så forstod jeg, at de ikke lånte mig klarinetten – de gav mig den. Og følelsen af at have den i hænderne er altså meget bedre end en pistol.”
Fra en skæbne som tabere klædes Systemets børn altså på til at gøre sig gældende i samfundet. FNs børneorganisation UNICEF er begejstret. Det samme er det klassiske musikliv, som fra en helt uventet kant får tilført nyt liv.
Musikalsk magnet
Gustavo Dudamel lærte Systemet at kende som fire-årig. Også han kommer fra jævne kår, og da hans far spillede basun, ville Gustavo også det. Basunen var bare for stor for ham. Da han blev 10, gav pædagogerne ham i stedet en violin i hænderne, og fra den dag fik musikken for alvor tag i ham. Da han to år efter tilmed fik lejlighed til at forsøge sig som dirigent, opstod drømmen om at gøre alt for at lave musik.
Viljen har han klart nok til at få orkestret til at koge af energi. Samtidig musicerer han med både disciplin og god smag. I den optagelse af Bartoks Koncert for Orkester med Los Angeles Philharmonic, som fik amerikanerne til at ansætte ham, hører man for eksempel et klangtrylleri og en omhu for detaljen, som egentlig bringer os nærmere komponisten og hans fantastiske landskaber end hos så mange andre dirigenter. For selv om han gerne stiller op til folkelige PR-show, fest og farver blandt glade mennesker, tror jeg, det først og fremmest er musikken, der leder hans vej. Han er fuldblods musiker, tilmed en meget saglig en af slagsen.
2009 afløser han finske Esa-Pekka Salonen som chefdirigent for Los Angeles Philharmonic, og næste år tager han fat i Sverige, hvor Göteborg Symfoniorkester har valgt at satse på det musikalske mirakel fra Venezuela. Samtidig fortsætter Dudamel samarbejdet med sit Simon Bolivar-orkester i Venezuela.
“Det er min familie, og den kan jeg ikke undvære,” forklarer han: “Det er dér, jeg lader op.”
Entry Filed under: Dudamel, Musikliv. Tags: Gustavo Dudamel, Venezuela.










Trackback this post | Subscribe to the comments via RSS Feed