Archive for februar 2008
Arn i eventyrland.
Det nordiske filmeventyr “Arn – tempelridderen” havde fuldstændig samme virkning på mig som den rædsomme filmatisering af “Da Vinci mysteriet”: Midt i det hele måtte jeg op af stolen og ud og trække frisk luft. Så lammende banale virker de ellers imponerende scener og smukke billeder om hædersmanden Arn og heltinden Cecilia.
Den konstant kværnende musik og nærmest skematiske dialog, hvis kortfattede stil ligner tegneseriens talebobler, medvirker til irritationen. Musikken er plat voldtægt på vore følelser, og den ejer slet ikke en John Williams’ opfindsomhed i hans ofte brillante filmmusik.
Forfatteren Jan Guillous middelalderhistorie, der konfronterer muslimer og kristne i Det Hellige Land, er ellers fascinerende, fordi den ærligt kristne Arn lærer at respektere sin muslimske modpart. Modsat magthaverne tager han simpelthen det kristne budskab på ordet og er mere til kærliged end til blodigt had.
Den forsonende pointe får dog så beskeden en plads, at denne Nordens hidtil dyreste film blot fremstår som en omgang tynd kommerciel underholdning. Eller som Per Juul Carlsen siger i P1’s Filmland: En uhelbredeligt gammeldags film.
“Eskapisme er sundt i små doser. Men når nu den svenske journalist og forfatter Jan Guillou har skrevet en række bøger som ikke blot er tænkt som underholdning, men også som en kommentar til misbrug af religioner op gennem historien – ikke mindst i vor nutid – er det noget af en kold spand i bærret at se en film, der lige vel kunne være skabt i 1938,” fastslår Per Juul Carlsen.
Sandt nok.
Læs hans anmeldelse her.
Add comment 22. februar 2008
Amadeus og den noble morder.
Dette er yndlingsfilmen over alle. Milos Forman’s musikalske drama Amadeus er stadigvæk den bedste spillefilm nogensinde om en kunstner og om den middelmådige omverdens had-kærlighed til geniet.
Der er ikke trængsel i den himmel, hvor folkelige genier færdes. Så da Østrigs hofkomponist Antonio Salieri i 1781 vandrede gennem det feststemte menneskemylder i kejserens audienssale på slottet i Wien, var han spændt på at møde Mozart. Hvordan så den unge begavelse ud? Ville geniets evner kendetegne skikkelsen?
Nej! Til sin store overraskelse ser Salieri første gang Wolfgang Amadeus Mozart liggende på gulvet, hvor han leger erotisk tag-fat med kæresten under de overdådigt veldækkede borde i spisesalen. Er den infantile skikkelse virkelig Mozart? Ja, ved gud – i hvert fald en side af ham. Den anden, seriøse side tændes straks, da lyden af smuk musik breder sig på slottet. Som en kat, der lytter efter tegn fra skoven, rejser Mozart sig, ordner tøjet for derpå værdigt at træde ind i musiksalen, hvor han for øjnene af det fine publikum bare overtager ledelsen af koncerten. Det er nemlig hans Serenade, som spilles. Og den musikalske scene er hans verden, hans element.
Optrinnet er fra første del af Milos Forman og Peter Shaffer’s mageløse Amadeus, som jeg har set talløse gange. Filmen er endnu aldrig overgået, selv om den amerikansk dominerede underholdnings-industri har haft travlt med effektfulde udstyrsstykker siden da. For Amadeus er stadigvæk den bedste spillefilm nogensinde om en kunstners skæbne og selve det af skabe musik. Også kontrasten gør indtryk helt ud i det komiske: Den uforstående omverden holder sig til livets almindelige omgangsformer og klæber med alle midler til deres pladser i hierakiets kultur, hvor kejseren regerer på toppen af kransekagen.
Amadeus er en meget musikalsk film. Optrinnet hvor Mozart introduceres til kejseren og amatørmusikeren Leopold – charmerende underspillet af Jeffrey Jones – er ren anskueligheds-undervisning i musikalitet. Det er også en meget dramatisk og velspillet film, hvor Tom Hulce går lige ind som den ustyrlige Mozart, men tag ikke fejl af hans barnlige humor og en latter, som får ham til at ligne enpsyko-infantil nar. For Wolfgang Amadeus Mozart er et geni.
Omvendt fører F. Murray Abraham sig formfuldendt frem i magtens korridorer, men plages af jalousi over kun at være den middelmådige komponist Antonio Salieri. Hvorfor forsynede skaberen ikke ham, den noble Salieri, med genialitetens ånd?
Det brændende spørgsmål udvikler sig til en konflikt, som vokser i takt med tilblivelsen af Mozarts mesterværker: I beundring for hans musik udvikler Salieri sin destruktive drift med elegante benspænd på stribe. Mozart snubler i dem alle. Og da Salieri under premieren på Don Giovanni opdager Mozarts dybeste svaghed – det traumatiske forhold til sin far – forstår Salieri at spinde den afgørende intrige, som gør Mozart til offer. Men selv når Salieri smiler, kan vi se konflikten i hans øjne. Da han indser, at Mozart er ved at dø, føler man hans indre kamp mellem ønsket om at rydde Mozart af vejen og den samtidige erkendelse af, at verdens stærkeste musikalske stemme er ved at forstumme. Tragedien er fuldkommen.
Egentlig kunne filmen lige godt have heddet Salieri. Suverænt spillet af F. Murray Abraham fører han fortællingens kniv fra det sted, hvor skæbnen endte med at sende ham hen: Galehuset.
“Jeg er talsmand for alverdens middelmådigheder. Jeg er deres skytsengel,” rabler den ulykkelige mand til sidst. Mozart får dog det sidste ord i form af Larghetto’en fra en af hans mest indtrængende klaverkoncerter: Nr. 24 i c-mol. Det er hans musik, man husker, ikke Salieri’s.
Amadeus emmer af pompøse scener, fantastiske opera-optrin i Hofteatret og i Schikaneders folkelige teater i Wien, ligesom vi ser prægtige historiske gadebilleder fra Prag, hvor filmen blev indspillet i 1983. Selv her 20 år efter er det stærkt at opleve, som Milos Forman og Peter Shaffer formåede at væve det komplicerede stof sammen med mening og retning, der fascinerer hele vejen igennem. Forman besluttede sig for at lave filmen efter at have set Shaffer’s succesrige skuespil, men modsat så mange andre tilfælde, hvor en filminstruktør går enegang, lykkedes det her de to at etablere et frugtbart samarbejde om filmens manuskript og musik. Inspirationen mellem de to kreative personligheder skabte de helt shakespeareske dimensioner i Amadeus.
Add comment 22. februar 2008
El Sistema og Gustavo Dudamel.
Er Gustavo Dudamel virkelig den superbegavelse, verden udenfor Danmark begejstret taler om? Ja, han er. Da den 26-årige musiker 19. august sidste år dirigerede sit fabelagtige Simon Bolivar Ungdoms-orkester fra Venezuela ved BBCs promenadekoncert i Royal Albert Hall i London, blev jeg overbevist. Mine ører klæbede til højttalerne i BBCs Internet-stream. Betaget fulgte man, hvordan Dudamel banede sig vej gennem Shostakovich’s 10. Symfoni ved at hæve det kontrastfulde drama til en kamp mellem det indre livs skygger og drømmen om liv og frihed efter Stalin-tidens blodige undertrykkelse i Sovjetunionen.
Og som de dog spillede: Musikerne bag de smukke soli, som lød fra de forskellige instrument-grupper, vil tilsyneladende kunne optages i alverdens professionelle orkestre – fremragende! – I det latinamerikanske program, som fulgte efter den russiske symfoni, udløste de en jubel hos publikum, jeg aldrig før har oplevet så kogende som ved Prom-koncerten i Royal Albert Hall. Sådan bærer orkestrets baggrund i Venezuelas revolutionerende musik-sociale ungdomsprogram El Sistema altså frugt.
El Sistema
Man spørger uvilkårligt: Hvordan kan den musikuddannelse, El Sistema tilbyder, udløse sådanne mirakler? I et olierigt land, hvor en mineralvand koster 10 gange mere end en liter benzin, og hvor præsident Hugo Chàvez’ ikke ligefrem virker som et fint følende musikmenneske.
Svaret findes i den vision, som økonomen og den lærde musiker Jose Antonio Abreu udviklede. Det bekymrede ham, at så mange børn af fattige familier levede under kummerlige forhold. Og i musikken og den orkester-bevægelse, han skabte, fandt han midlet til at give dem det, de mangler i deres selvforståelse: Værdighed og vilje til at nå deres drømme, ønsker og mål – ikke nødvendigvis gennem musikken alene, men også gennem andre muligheder, som Systemet tilbyder dem.
Tidligere kriminelle spiller med. En ung klarinettist har eksempelvis en fortid som tyveknægt. Ni gange arresterede politiet ham for bevæbnet røveri og stofmisbrug, indtil en socialarbejder en dag stak ham en klarinet i hånden.
“Først troede jeg, det var en vittighed,” fortæller musikeren. “Jeg regnede jo ikke med, at nogen ville betro en tyv som mig sådan et instrument, men så forstod jeg, at de ikke lånte mig klarinetten – de gav mig den. Og følelsen af at have den i hænderne er altså meget bedre end en pistol.”
Fra en skæbne som tabere klædes Systemets børn altså på til at gøre sig gældende i samfundet. FNs børneorganisation UNICEF er begejstret. Det samme er det klassiske musikliv, som fra en helt uventet kant får tilført nyt liv.
Musikalsk magnet
Gustavo Dudamel lærte Systemet at kende som fire-årig. Også han kommer fra jævne kår, og da hans far spillede basun, ville Gustavo også det. Basunen var bare for stor for ham. Da han blev 10, gav pædagogerne ham i stedet en violin i hænderne, og fra den dag fik musikken for alvor tag i ham. Da han to år efter tilmed fik lejlighed til at forsøge sig som dirigent, opstod drømmen om at gøre alt for at lave musik.
Viljen har han klart nok til at få orkestret til at koge af energi. Samtidig musicerer han med både disciplin og god smag. I den optagelse af Bartoks Koncert for Orkester med Los Angeles Philharmonic, som fik amerikanerne til at ansætte ham, hører man for eksempel et klangtrylleri og en omhu for detaljen, som egentlig bringer os nærmere komponisten og hans fantastiske landskaber end hos så mange andre dirigenter. For selv om han gerne stiller op til folkelige PR-show, fest og farver blandt glade mennesker, tror jeg, det først og fremmest er musikken, der leder hans vej. Han er fuldblods musiker, tilmed en meget saglig en af slagsen.
2009 afløser han finske Esa-Pekka Salonen som chefdirigent for Los Angeles Philharmonic, og næste år tager han fat i Sverige, hvor Göteborg Symfoniorkester har valgt at satse på det musikalske mirakel fra Venezuela. Samtidig fortsætter Dudamel samarbejdet med sit Simon Bolivar-orkester i Venezuela.
“Det er min familie, og den kan jeg ikke undvære,” forklarer han: “Det er dér, jeg lader op.”
Add comment 12. februar 2008
