Massakren på DR.

Måske er alt det der med Danmarks Radios nedtur lige meget. Måske betyder det ikke så meget, at TV-kanalen DR1 efterhånden spiller rollen som medie-luder. Danskerne er jo nærmest ligeglade. Når jeg besøger mine gamle venner, sidder fruen i huset og sover foran flimmeren, mens manden er optaget ved sin computer-skærm. Andre siger, at de stort set ikke ser dansk fjernsyn. De har parabol eller kabel-TV og ser især udenlandske kanaler som CNN, BBC World og Arte.
Selv holder jeg mig især til dansk fjernsyns åndehul, DR2, og Internet-sitet DR.dk. Og selv om After Deadline i forhold til TV-avisen er en discount-produktion på lavbudget, foretrækker jeg egentlig den fremfor TV-avisens smart designede udstyrsstykke. Jeg er nemlig helst fri for billige tricks, tåreperseri og sødladen underholdning, men vil sådan set bare gerne have at vide, hvad der sker i verden.

For nogle år siden sagde jeg nærmest i spøg i venners lag, at man for min skyld gerne kunne lukke hovedparten af Danmarks Radios kanaler. På nær fjernsynets DR2 og radioens P1, måske også den musikalske kulturkanal P2, kunne resten undværes, fordi DR1, P3 og P4 efterhånden glider i ét med de kommercielle stationers publikum-leflende lir.
I dag mener jeg, hvad jeg den gang spøgte med – i hvert fald hvis man flyttede de bedste af de overflødige kanalers udsendelser over til DR2 og radioens P1.

DR viser jo nu hver eneste dag sin svækkelse. Huset der burde være Danmarks vigtigste kultur- og nyhedsinstitution, er i krise på grund af det afsporede byggeri i Ørestaden. Og det udnytter regeringen, hvis mistillid til Danmarks Radio er historisk. Ja, når man tager det politiske klima siden 1990ernes slutning i betragtning, kan man undre sig over, at DRs direktion overhovedet vovede at kaste sig ud et nyt mediehus. For Venstre og Konservative og deres allierede, Dansk Folkeparti, benytter gerne enhver fejl som kærkommen anledning til at svække DRs evne og betydning som selvstændig nyheds- og kulturformidler. De borgerlige brænder jo mere for det kommercielle TV 2, som de selv kæmpede for, da der omsider blev flertal for at bryde Danmarks Radios monopol.

I den forstand er de skandaløst store overskridelser af DRs byggeprojekt kommet særdeles belejligt for Anders Fogh og hans kulturkamp. Det politiske spin har bare en alvorlig bivirkning: Når dansk fjernsyn især konkurrerer på underholdning og almindeligheder, ofres den danske kultur og egenart, alle snakker så meget om at bevare. Og det er unægtelig en anderledes situation end den gang, da stort set alle danskere mente, at bevarelsen af dansk kultur afhang af, at vi stod sammen om den.

Danmark er jo så lille et sprogområde, at vi dør, hvis kulturen og “den danske vinkel” på verdens udfordringer og begivenheder overlades til markedets konkurrenceræs med dets gynger og karruseller.
Betingelsen er imidlertid, at nogle nogle af kongerigets områder og institutioner gøres suveræne. DR er for mig sådan et foretagende, som burde forventes at yde den bedst mulige kvalitet, men hvad ser vi:
Jovialt smilende stemmer dækker over depressionen med store besparelser og nedskæringer i udsendelserne, massefyring af medarbejdere, genudsendelser fra lageret af film og krimiserier, samt smart design der sminker de afpillede lig. Alt sammen præsenteret i et skamløst publikum-leflende tonefald, hvor de tilbageblevne radio- og TV-folk tigger os om opmærksomhed.
Vil vi have mere og bedre fjernsyn og radio, må vi søge alternativer udenfor Danmark via Internet, parabol og kabel. Det gør vi så også, men meningen med alle de fine ord om mangfoldighed i den danske medieverden var vel ikke at frastøde det publikum, som har behov for mere end “det mest almindelige”?