Musik fra den indre vildmark.

Det har altid fascineret mig, at to så originale musikskabere som finske Sibelius og danske Carl Nielsen kom til verden samme år: 1865. Deres tilstedeværelse og samtidige rumsteren i Nordens musikliv har jo givetvis haft betydning for dem begge, selv om de unægtelig var meget forskellige og fulgte hver deres veje. Carl Nielsens rå frimodighed og tindrende humor opleves typisk dansk, mens Sibelius mere velafvejede tonesprog, hans national-sindede inspiration fra de blodrige finske legender samt ikke mindst: den dybe naturfølelse jo i den grad forbindes med Finland.

Sibelius og Nielsen placerede sig begge stærkt i musiklivet, men hvor Carl Nielsen allerede døde i 1931 før verden gik ad helvede til i endnu en verdenskrig, opnåede Sibelius at blive en olding på 91. Til gengæld udgav han ikke et eneste vægtigt værk i løbet af sine sidste 30 år. Han var ellers frisk nok, og i mange år spøgte arbejdet på en 8. Symfoni som et fantom, men han gav aldrig symfonien fra sig. Den forblev en gåde bag lukkede døre i huset Ainola, og ved hans død i 1957 fandt man kun en masse forkullet nodepapir i pejsen. Han havde brændt hovedparten af sin nye musik.

Hvorfor dog denne destruktive handling? Ingen ved det sikkert, men et godt bud på et svar er hans nådeløse selvkritik. Den prægede hele hans voksne liv, og den blev værre med alderen. Sibelius stred med sit stof og gav ikke op, før han opnåede præcis den tilsigtede virkning. Selv mesterværker som Violinkoncerten og 5. Symfoni omarbejdede han gennemgribende til de versioner, vi kender og elsker i dag.
Når det så tilmed lykkedes ham at komponere to af musikhistoriens mest perfekte og enestående værker – 7. Symfoni og Tapiola – er det nærliggende at forestille sig, at han ikke ville udgive musik, som ikke levede op til dem. Sibelius drømte ellers om at fortsætte sporet fra 7. Symfoni og Tapiola med symfonier uden satser og operaer uden ord, præget af naturens motiver og lyde. Mistede han troen på, at det var muligt? Eller endte han med at blive så bitter på verden og de katastrofer og dramatiske politiske omvæltninger, han var vidne til i sit lange liv, at han valgte at forstumme?

Man oplever hos Sibelius en særegen klanglig glød - en sindets og sjælens tone forenet med en alt omfattende naturfølelse og drift mod selv de mest utilgængelige landskaber. Stærkere end noget andet sted høres det i hans to sidste sværvægtere: 7. Symfoni og tonedigtet Tapiola.

“Min inspiration til Tapiola fik jeg helt og holdent fra naturen, eller snarere fra noget som ikke kan beskrives med ord,” lød Sibelius egen forklaring.

Dette “noget” fik ham til at høre toner og akkorder i vindens susen i skovens træer og i søernes skvulpen, ligesom fugletræk på himlen og naturens former fyldte hans sanser og nærede hans skabende fantasi. Uden et muntert glimt i øjet var dog ikke. F.eks. forbløffede han engang en gruppe finske studerende med en forelæsning om græsmarkens overtoner…

Den dag i dag fortæller koncertarrangører gerne den romantiske historie om skovguden Tapiola – publikum skulle jo nødigt skræmmes af dramaets dybde. For Tapiola er et sindsoprivende tonedigt om at gå vild i den mægtige skov. Under sin søgen ud oplever den ensomme vandrer en mental storm, som truer med at gøre det af med ham. Musikkens harmonik sprænges i sumper og stykker i mægtige toneskred, som hører til den mest hjerteskærende musik, jeg kender. Ligesom skovens vandrer oplever man, hvordan Sibelius kæmper for at finde vej ud af lydens vildnis. Da grundakkordens b-mol omsider vender tilbage i messingblæserne, er den omgivet af en ring, svøbt i dyb bas. Vi er tilbage, hvor vi begyndte, uden udvej i sigte: Forløsning og resignation.

Disse eksempler passer jo godt på det sammenbidte billede af den finske komponist, vi har arvet. Reelt er hans billede langt mere sammensat. 3. og 6. Symfoni, romancer og humoresker for violin og orkester, sange og populære hits vidner om en komponist, som også nød livets glæder, hvilket kun øger Sibelius’ format.

• Læs mere på et interessant Sibelius-sted her.
• Billedet herover er Kullervos Forbandelse af Akseli Gallen-Kallela.