Turen mod lyset

Mølleåen, Frederiksdal. © JF

Opslugt af stilheden stod jeg og nød en eftermiddagstime på Kobroen over Mølleåen ved Frederiksdal. En kajakroer brød roen, og jeg greb kameraet og ville tage et billede af ham dér på åen, men ak: Det var blevet for mørkt. Manden padlede ind under broen, og fascineret fulgte jeg hans elegante sejlads videre frem mod Frederiksdal. Og dér var lyset og motivet: Skyd!

Billedet markerer vintersolhvervet. Solnedgangen er jo allerede vendt, selv om dagens længde stadig aftager frem til vintersolhverv den 22. december, da morgengryet langsomt begynder tidligere. Ifølge DMI vender lyset først rigtig tilbage fra den 29. december.

Bernsteins Candide – hvorfor ikke?

Scene fra Staatsopers opførelse af Bernsteins Candide i Berlin.

BERLIN – En ukendt operette af Leonard Bernstein? Ikke helt. Den festlige ouverture til Candide har længe været et hit, men som helhed står Candide fuldstændig i skyggen af Bernsteins største succes West side Story. Det var derfor en glædelig overraskelse omsider at opleve en komplet opførelse af Candide, og skæbnens spil ville, at skuepladsen blev Staatsopers produktion på Schiller Theater i Berlin. Dér blev forestillingen tilmed en jublende succes og en sejr for titelrollens solist, Leonardo Capalbo.
Efter forestillingen undrede man sig: Hvorfor er vi dog så længe gået udenom så spændende et værk?
Nysgerrighed efter, hvad det Voltaire-inspirerede show egentlig har at byde på, har det ellers ikke skortet på i årenes løb, men Candide druknede ligesom i nogle løse fornemmelser for, at Bernstein nok var større som dirigent end som komponist. I dag, 21 år efter hans død, har piben imidlertid fået en anden lyd.
Den amerikanske dirigent Marin Alsop, berømt som en af de få kvinder, der virkelig magter kunsten på dirigentpodiet, gør en stor og overbevisende indsats for Bernsteins musik rundt om i verden. Blandt andet har hun skabt interesse for Bernsteins markante symfonier, hvilket vi eksempelvis kunne høre 2009 ved en torsdagskoncert i DR med den Første Symfoni Jeremiah. Symfonien er et perfekt instrumenteret og dybt følt 1950er-værk. Den viser Bernstein som en åbenhjertig, vældig tjekket komponist og et varmt følende medmenneske, besjælet af en veludviklet sans for livet i den kultur, han var en del af.

En del af forklaringen på, hvorfor vi så længe har undgået hans Candide, er nok også det kludetæppe af en handling, som umiddelbart får stykket til at virke helt kaotisk. Ikke desto mindre hævede Vincent Boussard’s moderne iscenesættelse på Schiller Theater historien til et både underholdende og tankevækkende skue (se billedet). Og musikalsk udfoldede den fremragende engelske dirigent Wayne Marshall og orkestret, Staatskapelle Berlin, Candides umiskendelige musikalske format, hvor Bernstein nærmest etablerer sig som en amerikansk Offenbach.
Den latinamerikanske stil, som præger West side Story, findes ikke her. Med stor vitalitet, karakteristiske ideer og rørende inderlighed komponerede Bernstein så at sige sin musik på skuldrene af den store europæiske musiktradition, han dirigerede i koncertsalene.

Hykleriet i “den bedste af alle verdener”
Med den gamle samfundskritiker Voltaire og hans helt Candide i hånden tager vi på rejse i “den bedste af alle verdener”, hvis fortrin desværre er mere påstand end virkelighed. Candides og Cunegondes kærlighed, hele deres idylliske tilværelse, brydes op af en krig, som jager dem fra Tyskland til Lissabon og Paris, hvor Cunegonde har etableret sig som luksus-luder hos en gammel dame. Den gamle dame synges af stjerneveteranen Anja Silja, som stadig er ved fin stemme.
Efter et vældigt sving over til Amerikas nye verden i Buenos Aires udspiller finalen sig i lystens by Venedig. Desillusioneret spekulerer Candide over livets mening. Men han holder fast i sin drøm om at gifte sig med Cunegonde, selv om hun har overgivet sig til et overfladisk liv i rigdom og luksus.

Pengenes åndsforladte magt, mord og krig, kønssygdomme og prostitution, og ikke mindst: den magtfulde inkvisitions forfølgelse af anderledes tænkende, fik tilbage i 1700-årene Voltaire til at udtrykke sin lede ved hykleriet i “den bedste af alle verdener”. Og i 1953 foreslog dramatikeren Lillian Hellman Bernstein at gøre Voltaires klassiker til musikteater.
Lillian Hellman fandt nemlig en uhyggelig parallel mellem den kirke-sponsorerede inkvisitions udrensninger og senator McCarthy’s hysteriske antikommunistiske kampagne mod “u-amerikansk virksomhed”, de såkaldte “Washington Witch Trials”, som hærgede USA først i 50erne. Opfyldt af harme, begyndte hun og Bernstein arbejdet, og i 1956 blev Candide klar til premiere i Boston.
Ouverturen og glansnummeret “Glitter And Be Gay” hittede. Ellers overstrålede West Side Story årene efter Candide i popularitet. Flere vidt forskellige fortolkninger viser alligevel, hvordan helten Candide og hans skæbne fascinerer.
Hans febrile rejse gennem vores absurde verden virker jo stadig aktuel. Og så demonstrerede Berlin-opførelsen et forbløffende kunstgreb: Trods operettens panderynkede baggrund er det særprægede skue en munter affære, hvis drillesyge natur giver sarkasmen fuld skrue. Den gang som i dag.

  • Se Staatsopers Candide-program her.
  • Rejsebrev fra Berlin her.

Støt Lobolo og hans Afrika-projekt

Så er indsamlingen til Lobolo-Hitti’s og OHUTO’s ambitiøse skoleprojekt i SydSudan ved at være klar på Network with a Heart.
På lørdagens velbesøgte borgermøde i Sorgenfri Kirkes Menighedshus orienterede han os om sin drøm: Et skolekompleks for henved 1.000 elever i landsdelen Langairo på et 3×4 km. landområde, som til dels bliver selvforsynende fra landbrug og skovdrift.
Den engelsk orienterede undervisning skal foregå i fire blokke med fire klasseværelser i hver, mens eleverne bor i seks blokke for henholdsvis drenge og piger. Dertil kommer afdelinger for administrationen, et bibliotek og boliger til lærerne.
Pris: 5 millioner danske kroner.
Skolen bygges med hjælp af Ingeniører uden Grænser, som venligt har lovet at bistå med frivillig rådgivning og arbejdskraft i projektet.

Borgermødet præsenterede os også for Lobolo-Hitti’s forældre og hans mange søskende, der er sympatiske mennesker i et ubrydeligt familie-fællesskab. De udstråler en værdighed og en glød af deres fjerne hjemland, som førte os i godt selskab med det Afrika, de fleste af os ellers kun kender fra omtale i medierne, indsamlinger af nødhjælp og turistrejser.
SydSudan er jo i hvert fald mere end de sørgelige indslag om krige og katastrofer, dansk tv viser. Det er også stor og skøn natur, og det er drømmen og kampen for fremtiden i en oplyst verden – et opgør med myter og forældede traditioner.

Lobolo-Hitti på arbejde hos Netto i Sorgenfri. © JF

Lobolo-Hitti er en solstrålehistorie. Den gæve afrikaner gnistrer af liv og overskud, hvormed han samler et helt hof af kunder ved sin kasse hos Netto i Sorgenfri. Det var dér, vi lærte ham at kende, og synet af den festlige sorte mand med et kålblad på hovedet gjorde os i godt humør. Slagfærdige bemærkninger fyger gennem luften, og ofte afsluttes ekspeditionen med hjertelige håndtryk. Al sædvanlig snak om indvandrere og integration forstummer, for hvem kan modstå et venligt menneske med et stort bankende hjerte.
Sådan er Lobolo-Hitti Onyo-Majileikwa blevet en institution i Sorgenfri. Alle kender ham, og med foreningen OHUTO International får han ringene til at brede sig – alt til fordel for hans og familiens kære SydSudan, hvor han er gift og har to børn.
OHUTO International skal kanalisere støtten til skoleprojektet i SydSudan. Blandt hans fortalere er Lyngby-Taarbæks borgmester, Søren P. Rasmussen, og Sorgenfri Kirkes Søren Hermansen. De indkalder til stiftende generalforsamling i nær fremtid.

Fordi han er troværdig, bliver OHUTO-projektet troværdigt. / Præsten Søren Hermansen.

  • Besøg OHUTO.com her.

Den lynende godt begavede afrikaner kom til Danmark for 16 år siden. Han er født i det sydlige Sudan, hvor hans bedstefar, Pione, var en anerkendt høvding. Også hans far og onkel var politisk aktive, men i 1983 brød borgerkrigen i Sudan ud for anden gang, onklen blev dræbt og Lobolo-Hittis familie flygtede over hals og hoved til nabolandet Uganda.
De næste seks år var deres hjem en flygtningelejr i Uganda. Oveni denne ulykke blev Lobolo-Hittis far arresteret og kastet i fængsel. Hele familiens skæbne var truet, hvilket tvang dem til at flygte videre ud i verden. Ved FN’s mellemkomst endte familien langt mod nord – i Danmark.

“Lige siden har jeg drømt om at komme tilbage til Sydsudan, hvor jeg voksede op med min familie. Jeg har arbejdet hårdt og målrettet for den mulighed,” fortæller Lobolo-Hitti.
Han og faderen, der fik det sidste ord på lørdagens møde, udtrykte megen taknemlighed over, at Danmark gav familien et liv i fred, og ikke mindst: de uddannelser, hvormed de får muligheden for at skabe deres egen tilværelse. Samtidig har de opdaget nogle grundlæggende værdier i det danske samfund, som de vil tage med til SydSudan. Det gælder først og fremmest vore demokratiske traditioner og vores afsky for korruption.
“Sociale konflikter er destruktive. Danmark har lært mig, at det er bedre at snakke og diskutere sig til rette om tingene. Så det gør vi naturligvis hele vejen igennem med vores skoleplaner i SydSudan.”

  • Læs interview med Lobolo-Hitti i lokalavisen Det Grønne Område her.
  • Se Lobolo-Hitti’s OHUTO-video her.
  • Besøg Network with a Heart, hvor indsamlingen vil foregå, her.

Kulturens byggeplads midt i Europa

Brandenburger Tor. © JF - Klik billedet og se mit fotoalbum.

BERLIN – Hvor er der dog bygget og sket meget, siden jeg sidst var i Berlin for 12 år siden. Muren der i årene 1961-89 skilte naboer og landsmænd i Øst og Vest, er erstattet af en metalskinne i gaderne, der sammen med flere mindesteder, som udstiller Muren, erindrer os om dette grumme afsnit i Berlins historie.
Folkets Hus, DDR-tidens Palads der Republik, er også revet ned. I stedet vil tyskerne genopføre hele det gamle kongeslot, som kommunisterne sprængte væk efter Anden Verdenskrig, men ak: Nu har de alligevel ikke råd til det enorme byggeri på grund af finanskrisen. Så nu går man rundt og ser ned i en kælderruin med rester af både slot og DDR-palads.
Adskillige tyskere, især forhenværende DDR-borgere, udtrykker åbent deres forargelse:
“Det er ikke klogt at rive et godt kulturhus ned. Mange af os DDR-berlinere holdt jo af at kommer der – til kunstudstillinger, til koncerter og mange andre aktiviteter. Vi så egentlig ikke stedet som politisk DDR-symbol, men som et tysk kulturhus,” siger den dame, jeg talte med i bybussernes Linie 100.
“Og nu vil man i stedet genopbygge et gammelt kongeslot i dyre domme…,” tilføjer hun og vrænger ansigtet forarget. “Arrogance og depraveret romantik, det er, hvad det er.”

Hvordan ville vi reagere herhjemme, hvis en kommunalbestyrelse eller Folketinget besluttede at genopføre et stort slot fra grunden?
Nej, vel. Tanken virker urealistisk. Både Danmark og Tyskland har jo slotte nok i forvejen. På den anden side er Tysklands grumme fortid med nazi-vælde og efterfølgende kold krig så speciel, at man gerne under de hårdt prøvede berlinere et nyt samlende symbol, hvis det er det, der skal til for at forbinde dem med tiden før diktaturernes epoke.

Potsdamer Platz.

Personligt fascineres jeg mere af den hypermoderne Potsdamer Platz, hvis forkromede pragt i himmelstræbende glas og stål er i særklasse. Centralt placeret 500 meter syd for Brandenburger Tor og Reichstag samler pladsen det gamle Øst- og Vestberlin, hvor Muren indtil 1989 gik tværs hen over området. I dag er DDR og dets mur væk, og det imponerende nybyggeri gør Potsdamer Platz til en af de mest interessante pladser i verden.
Naboen, Berliner Kulturforum, er også mange besøg værd. Omkring det centrale torv fungerer Kulturforum som portal til byens museer, koncertsale, biblioteker og institutioner, der repræsenterer Berlins kulturelle højdepunkter.

Danmarks Ambassade fortalte ambassadør Per Poulsen-Hansen og presse- og kulturchefen Per Erik Veng en gruppe københavnske journalistveteraner om den tysk-danske interesse for hinanden.
“På den tyske kulturscene oplever jeg en generel åbenhed overfor Danmark. Tyskerne kender til vore film, vort design, til musikken – for eksempel Agnes Obel og den klassiske violinist og dirigent Nikolaj Znaider. For mange kunstnere er Tyskland et primærområde, som bliver mere og mere attraktivt de kommende år, fastslog Per Erik Veng.
Veng, der har en fortid som DR SymfoniOrkestrets chef, mener i øvrigt det er på tide, at Danmark søger lidt væk fra de engelsksprogede områder, som vi i mange år har sværmet for.
“Nu må tiden være kommet til at søge de kulturrødder, der også er naturlige for Danmark, nemlig de tyske, som århundreder tilbage i tiden har været et vigtigt fundament for dansk kultur. Vi skal turde gå i dialog med tyskerne og ‘sælge’ dansk kultur.”

Berlin er inspiration og nydelse. Alt gribes stort, ambitiøst og konsekvent an, og man mærker byens centrale beliggenhed i Europa. Gaderne myldrer af specialforretninger, restauranter og knejper med noget for enhver smag og enhver tegnebog, og henne i Friedrichstrasse finder man Kulturhuset Dussmann, der rummer verdens største klassiske musikafdeling.
En frisk vandretur langs floden Spree fra Rigsdagen til Berlin Mitte (eller omvendt) kan også anbefales. På fint anlagte stier og veje oplever man det åbne område mellem to af genforeningens øvrige markante bebyggelser: Berlins nye Hovedbanegård og regeringskvarteret med Kansleramt, Bundestag og Reichtag, hvor tyskerne kronede restaureringen af den den historiske bygning med Norman Fosters geniale glaskuppel og restaurant på toppen, hvortil besøgende har adgang efter et omfattende sikkerhedstjek.

Tilbage i Danmark tegnede jeg omgående abonnement på Berliner Filharmonikernes Digitale Koncertsal. I selskab med verdens bedste symfoniorkester sidder jeg her i mit lille danske skovløberhus og føler Berlins nærhed. Det er jo bare svært at slippe denne fascinerende kultur-byggeplads i hjertet af Europa, når først man har fået appetit på Berlin.

  • Se mit fotoalbum fra Berlin her.
  • Til Bernsteins Candide i Berlin her.
  • Rejsebrev fra Dresden og porcelænsbyen Meissen her.
  • Hør Lasse Jensens interessante radioserie “Mediestemmer fra Tyskland” her.

Mozart’s ekko fra gravens rand

Wolfgang Amadeus Mozart: Requiem – Lacrimosa + Ave verum corpus. Manfred Honeck, DR SymfoniOrkestret & Koncertkoret. Torsdagskoncerten i P2.

Mozart fik den hårrejsende skæbne at dø under arbejdet på sin egen dødsmesse – i en alder af kun 35 år. Det er i sig selv så fantastisk en historie, at den lige siden har beskæftiget både kunstnere, musikforskere og læger. Instruktøren Milos Forman’s geniale film Amadeus viser netop, hvordan Mozart stred med sit Requiem i sygesengen, og selv om filmen blander myter og biografiske facts, er dens portræt af det musikalske geni særdeles overbevisende.

Plakaten fra filmen.

Efter de først takter af det hjerteskærende Lacrimosa var det altså slut. På den anden side skal livet jo gå videre, og da Mozarts enke, Constanze, blev efterladt med økonomiske problemer, besluttede hun at dødsmessen skulle færdigkomponeres, så hun kunne indkassere sin mands honorar. To af hans elever, Eybler og Süssmayr, svarede ja til opgaven, som Süssmayr fuldførte i den udgave af Mozarts Requiem, vi kender og elsker den dag i dag.
Süssmayrs udgave består af otte afsnit, men allerede efter tredje afsnit med yndlingssatsen Lacrimosa hører man, hvordan Mozarts ånd slipper taget. Musikken fascinerer ikke rigtigt længere – den er flot, men genialiteten har forladt værket. Derfor har det længe undret mig, at musiklivet ikke for længe siden har valgt at slutte værket af med Lacrimosa.
I 2006 forsøgte DR SymfoniOrkestret sig med den kyndige amerikanske musikforsker Robert Levin’s rekonstruktion ved en Europakoncert dirigeret af Thomas Dausgaard, men ak: Genialiteten forlod stadig værket, hvor Mozart slap grebet.
Så var der mere gejst over denne uges torsdagskoncert. Under ledelse af den østrigske dirigent Manfred Honeck hørte vi kun de de dele af requiet, Mozart havde indflydelse på. Med klokkeslag før og efter, gregoriansk kirkesang og oplæsning af digte og patetiske bibeltekster udvidede Honeck til gengæld opførelsen som en hel messe for Mozart.
Normalt bryder jeg mig ikke om så salvelsesfuld en omklamring af et hovedværk, men faktisk virkede det udmærket i salen. Honeck er en både markant og spændende Mozart-dirigent, som med finfølelse og stor virkning betoner musikkens stærke kontraster – har man nogensinde hørt et mere vredt Dies irae end her?
Alle - også DR SymfoniOrkestret – fik han til at synge som engle, idet han samtidig nuancerede klangen og dynamikken og fremkaldte det drama, musikken jo faktisk er hinsides de mere traditionelle opførelser, hvor alt bare er pænt og smukt. Sådan gjorde Honeck koncerten til sit musikalske credo.

Ved genhøret hjemme ved højttalerne vil man dog helst være fri for iscenesættelsen med klokkeslagene, Maurerische Trauermusik etc. – på nær én lysende idé: Korsatsen Ave verum corpus, som Mozart skrev et halvt år før sin død i 1791, skaber en fantastisk virkning lige efter Lacrimosas store Amen. Med dette enkle kunstgreb kunne Manfred Honeck og DR egentlig have sparet sig for den øvrige indpakning af Mozarts Requiem.
Sådan kan det altså gøres, kære kor- og orkesterledere: Slut den myteomspundne dødsmesse med Lacrimosa og erstat Süssmayrs efterfølgende afsnit med Mozarts eget Ave verum. Milde himmel, hvor er det stærkt.

  • Mere om koncerten her.
  • Hør hele Mozart-koncerten her.

Radio24syv for voksne pattebørn

Sådan er altså  her til lands: Kan man ikke præstere det geniale, kan man da bare vække opsigt ved at gøre det stik modsatte.

Hvad kan de så? Spændt på at høre, hvad den konservative Per Stig Møllers nye Radio24syv finder på at underholde os med, sad vi i nat parat ved højttalerne for at høre premieren. Vi lyttede naturligvis på DRs gamle klassiske FM-frekvens, for hvordan ville det lyde at slukke for big brother DR?
“Om lidt lytter du til Danmarks nye taleradio Radio24syv – vi glæder os,” lød det i en båndsløjfe de første fem minutter.
Så tog den tidligere DR-profil Mikael Bertelsen og Mads Brügger fat på deres velkomstshow, men ak. Deres lallende stil og udsendelsens totale indholdsløshed var så utrolig, at katten hoppede op på mit skød i et trøstende spind. Sådan er altså blevet her til lands: Kan man ikke præstere det geniale, kan man da bare vække opsigt ved at gøre det stik modsatte. Efter en halv time fik jeg og katten nok og gik i seng.
Her formiddagen derpå står de derinde og ævler om aktiekurser og investeringer i værdipapirer. For “Money makes the world go around”, sang de jo allerede i Liza Minelli-klassikeren Cabaret fra det gamle prænazistiske Berlin.
Åh nej, så er det forbandet kære DR’s public service altså at foretrække. Jeg er simpelthen blevet for gammel til så mager en omgang small talk, som Møllers radio dyrker.-
P2 Klassisk er blevet digitalt, og er man mere til Internet-radio end DAB, høres P2 for eksempel i iTunes via DR’s udmærkede mp3-stream, som umiddelbart lyder lige så godt som på FM. Dér endte jeg så denne første formiddag i november.

  • Hør selv med et klik her.

Den forhenværende kulturminister, Per Stig Møller, betragter Radio24syv som en sejr, og den nye radiostation er da også det mest håndgribelige resultat af hans kulturpolitiske arbejde. Paradokset er bare, at ingen ud over Møller og hans snævre kreds af konservative privatiserings-ideologer har bedt om mere snak i æteren. At binde P1 op på myten om “DR’s røde lejesvende”, som kræver konkurrence fra en privat radiostation, stemmer jo heller ikke med virkeligheden. Og selv om den nye radiostations ejere er Berlingske Media og PeopleGroup, udstedes ingen garanti for mere blå-borgerlige udsendelser.
Så hvorfor ødsle med borgernes surt betalte skatte- og licenskroner til en ny radiostation?

Imens producerer DR mere og mere radio og fjernsyn med stadig færre medarbejdere, og jævnligt hører man, hvordan radiofolkene for åben mikrofon kæmper med at håndtere mængden af teknisk bøvl. Men lur mig om ikke “Radio Møllers” haltende udspil får den konsekvens, at “konkurrencen” fra den nye radiostation blot vil gøre DRs P1 og P2 bedre og forstærke de to gamle kanalers betydning.
Ganske vist lykkedes det for Møller & Co. at skære endnu en luns af DRs økonomi og mobbe P2 Klassisk ud af P2 FM. Til gengæld opruster DR P1 også på den gamle radios FM-bånd og sender om aftenen fra kl. 18 P2 Klassisk med de attraktive koncerttransmissioner fra ind- og udland. Radioens musikalske flagskib, DR SymfoniOrkestrers torsdagskoncerter, udsendes altså fortsat på FM, nemlig på P1-frekvensen.
Vil man høre P1 og P2 i kanalernes gamle form i henholdsvis aften- og dagtimerne, skal man over på DAB og Internetradio, som 1 million lyttere faktisk bruger i dag.
Personligt passer det musikalske ægteskab mellem P1 og P2 mig udmærket, og DR skal have al mulig anerkendelse for at have fået mest muligt ud af den tidligere regerings indgreb. P1 er nu for alvor samlingssted for voksne lyttere, mens Møllers radio er en gave til voksne pattebørn, som har fået et nyt sted at lege.

  • 24Syv i luften – men ikke flyveklar. Mere på Journalisten.dk her.
  • Se hvordan radiokanalerne P1 og P2 sender her.
  • Samtlige DRs lyd-formater til Internet-radio findes her.
  • Besøg P2′s udmærkede hjemmeside her.
  • Se og hør også Den2radio, som har oprustet med en ny appetitlig hjemmeside her.

Efterårets kølige morgenkys

Frisk morgentur. © JF

Nogle taler om vemoden ved efterårets farvel til den lyse sommer, men lige siden bøgen i år begyndte at springe ud i april blæste sommeren afsted i en strid strøm af regnbyger. Vejrguderne skylder os godt vejr, og nu er det her altså.
En frisk efterårsmorgen som i dag er en skøn kilde til energi. Den stærke sol gennemtrænger disen og giver landskabet nye fantastiske former. Rosenbuskene tøver også med at give op og skyder stadig blomster. Og det gamle æbletræs mange frugter sidder som perlerækker på grenene parat til høst. Man modtager solens kølige morgenkys, parat til at tage fat.

Rose i oktober. © JF

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.