Ung pianist på Djævelens trappe.
Forestil dig du er i helvede, og du vil ud:
Sådan baner en ny generation unge musikere vejen for en ny stil på tribunen. Eksemplet her er med pianisten Greg Anderson fra USA. Hans video The Devil’s Staircase er stærkt spillet og spændende formidlet. Og så er den indtil videre set over 200.000 gange på YouTube.
Musikken er den ungarske komponist György Ligeti’s Etude nr. 13 “L’escalier du diable”, hvilket medvirker til min interesse for Gregs video. For Ligeti opfandt et univers, der fuldstændig nyfortolkede selve det musikalske rum. Fascineret brugte filmmageren Stanley Kubrick derfor Ligeti’s musik i sit berømte mesterværk 2001: A Space Odyssey – Rumrejsen År 2001.
Befandt Ligeti sig selv på Djævelens trappe?
Jo, mildt sagt! Det forunderlige ved Ligeti’s musik er bruddet med hans livs tragedier, der knyttes til nazisternes hærgen under Anden Verdenskrig: Kun hans mor overlevede Auschwitz, og hans bror og far myrdede tyskerne. Årene efter fulgte tiden med kommunisme og det politiske Jerntæppe, der skarpt adskilte Østeuropæerne fra Vesten. Ligeti og hans kone ville væk, ud til os Vesten. Og under folkeopstanden 1956 i Budapest flygtede de, skjult under postsække, i et tog til Wien. Dermed begyndte Ligeti’s liv som et vigtigt medlem af den internationale avantgarde.
Add comment 19. november 2009
Det grønne område er fuld af løgn.
I morges vågnede vi op til nyheden om, at SFs Hans Henrik Madsen bliver ny borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Sidst på eftermiddagen hører man så, at den konservative Rolf Aagard-Svendsen, som ellers tabte valget, alligevel bliver siddende som borgmester.
Efter ordre fra VK-regeringen på Christiansborg er Det Konservative Folkeparti simpelthen løbet fra nattens skriftlige aftale med Socialdemokraterne og SF. Det virker både desperat og ynkeligt. V og K hader tilmed hinanden i Lyngby-Taarbæk, så det nye samarbejde lover ikke godt i en kommune, hvor menuen står på kritiske besparelser i sværvægtsklassen.
Glemt er også de store ord i Lyngby Version 2009 om at komme af med den konservative borgmester for næsten enhver pris. V og SF var valgets store vindere, og nu har samtlige vælgere grund til undren over, at Rolf Aagard-Svendsen alligevel bliver siddende. Hvad fik mon Venstre og deres stemmesluger, Søren P, til i sidste ende at se bort fra borgmesterværdigheden?
Måske handlede det beskidte spil bare om at forstærke den borgerlige kontrol over Lyngby-Taarbæk – i uskøn forening med de Radikale og DF. Godt man ikke stemte på nogen af dem.
På et tidspunkt overvejede jeg faktisk de Radikale, men fik netop mistanke om, at Venstre kunne føre dem på afveje, sådan som vi ser nu. Og så i selskab med DF, partiets arvefjende. Det er næsten lige så absurd som Klaus Bondam-balladen på Københavns Rådhus – mere om den sag her.
I den forbindelse har jeg mere respekt for en profil som den radikale Manu Sareen i København. Han har sine meningers mod og står ved, hvad han siger. Mon ikke der er mere fremtid i sådan en politiker-type – det er jeg overbevist om. Besøg ham her.
Men tillykke til det fremgangsrige SF’s Hans Henrik Madsen, som også fik min stemme. Jeg tror på, at han og hans parti kan gøre en positiv forskel i vores lokalpolitiske liv – nu sammen med oppositionens andet store parti, Socialdemokraterne, der efter 60 års samarbejde med de Konservative skal til at vænne sig til en ny rolle i et mere naturligt selskab.
Overskriften deles her med lokalavisen af samme navn. For bladets lille, flittige redaktion præsterede det eneste mulige på sin deadline: I god tro blev bladet sendt i trykken med den store, men forkerte nyhed om, at SFs Hans Henrik Madsen skulle være ny borgmester. Ingen troede jo, at de Konservative kunne finde på at løbe fra en skriftlig aftale. I dag undskylder redaktør Steen Trolle på Det Grønne Områdes website – se her.
Add comment 18. november 2009
Brahms fra Sibirien.
Vadim Repin in Johannes Brahms’ Violin Concerto. Michael Schønwandt & The Danish Radio Symphony Orchestra. Radio recording from DR P2.
Så smukt spillede den store russiske violinist fra Sibirien Brahms’ Violinkoncert ved en Torsdagskoncert sidste sæson, som radioens P2 i aften genudsender. Hør den!
DR SymfoniOrkestret og Michael Schønwandt er Vadim Repins tro medspillere, og i lange stræk, som i eksemplet herover, musicerer de så udsøgt kammermusikalsk, at man forstår Repins udtalelse om, at “Brahms moves me to the very depths of my being”.
Typen Vadim Repin er i et og alt helt usædvanlig. Og da han stammer fra det fjerne Sibirien er det nærliggende at forestille sig, at han er i besiddelse af nogle skarpere, mere naturlige instinkter end mennesker, der fra vugge til grav lever i de store byers kulturelle metropoler.
Som få andre i verden i dag tilfører han de velkendte klassiske toner en indtrængende varme og lidenskab, som var han i direkte kontakt med Brahms, Tchaikovsky og Sibelius og deres natur. Hvor en brillant ung violinist som Hillary Hahn spiller med en god Apple-computers perfektion, fremkalder Repin selve den musikalske ånd, som skabte værket. Det giver i glimt hans spil en søgende karakter – skal jeg alligevel tage den i 7. position på A-strengen, synes han pludselig at spørge sig selv midt i en frase. Tonen eller grebet vakler en smule, men lad være at kalde det usikkerhed. Nej, det er skabelsens liv her og nu – nærmest en kvalitet altså, som sikrer at den klassiske musik ikke ender på museum.
Fra Repin til Nikolaj Znaider
Fra rækken af tidligere oplevelser med Repin gjorde han forrige sommer Sibelius’ Violinkoncert til en stjernestund ved Verbier-festivalen i Schweiz. Jeg hørte opførelsen i DRs P2 og optog den til alt held på computeren. Siden er den opførelse af Sibelius-koncerten blevet nr 1. Sammenholdt med diverse CD-produktioner er det egentlig kun David Oistrakhs berømte indspilning fra 1965, der gør Repin rangen stridig.
Brahms-koncerten har jeg det sværere med at kåre en absolut favorit-fortolker til. Så megen tradition og “fed” udtryksfuldhed klæbede tidligere til den tyske komponist, at ikke én eneste af fortidens store violinister banker på den dør. Til gengæld glæder deres efterfølgere med en mere naturlig omgang med Brahms, danskeren Nikolaj Znaider ikke mindst. På sin nye CD med Wiener Filharmonikerne og Valery Gergiev skaber han et ideal af en fortolkning – en stor musikalsk fortælling båret af lige dele intimitet, virtuositet og symfonisk mesterskab.
Add comment 12. november 2009
DR K som kulturmuseum.
Det lød nærmest uhyggeligt, da DR’s mediedirektør Lars Grarup i foråret fortalte, at DR i løbet af de sidste otte år har øget produktiviteten med 200 procent. Og det på trods af de tragiske massefyringer af medarbejdere som følge af de store budget-overskridelser på DR Byens byggeregnskab. I de kommende år skal DR tilmed producere endnu mere med endnu færre folk.
Resultatet er naturligvis derefter, og det ER altså uhyggeligt. Fjernsynets nye kulturkanal DR K, som jeg håbede ville blive en oase for kulturinteresserede danskere, er et lavmål af uopfindsomhed. Som en anden fjern landsbyskolelærer mener DR K’s redaktion åbenbart, kulturen er historie, hvilket derfor gør det unødvendigt at se fremad.
Jo, jeg nød Puccini’s klassiske operadrama Tosca – også genhøret med Stravinsky’s Sacre fra sidste sæsons markante opførelse i DR’s famøse Koncerthus. Ganske fascinerende var det også at gense den danske krimiserie fra 1967 Ka’ De li’ østers? og Fassbinder’s tv-klassiker Berlin Alexanderplatz, men altså: Kun som historiske tidsbilleder. Begge serier virker mere som studier i fortiden end som oplevelse. Er vi ikke kommet videre? Jo vi er. I dag er behovet for en vis mening med galskaben til gengæld blevet skrigende. Den mening skaber DR K ikke – desværre.
Hvad har DR K ellers budt på af interessant stof, som ikke lige så godt kunne vises på DR2? Hvor er det vindue til kulturens kreative verden, som burde være hovedsagen for en nichekanal som DR K, hvis elles det handlede om mere end lidt småkultiveret tidsfordriv?
Jo, den amerikanske portrætserie Stjernemøde har for alvor fanget interessen – senest med topdesigneren Tom Ford og kunstneren Jeff Koons, som gerne provokerer for at få omverdenen til se anderledes på samfundet og verden. Men ellers?
“Kultur er godt! Mere kultur er ikke nødvendigvis så fandens godt. Især ikke når DR – med samme syn som den herskende regering – mener at kultur ikke må koste penge. Tilbage står vi med en kulturkanal, der til forveksling ligner et kulturmuseum,” anmelder Per Theil i Politiken.
Ak, jeg er stort set enig med den gode mand – desværre. Eftersom DR’s tv-kanaler i forvejen bugner af genudsendelser, virker DR K egentlig overflødig. Der er jo rigelig plads på 1′eren og 2′eren til friske udsendelser i stedet for alt det genbrug.
Add comment 10. november 2009
I Berlin kørte man altid mod øst.
I disse timer er det 20 år siden, Muren faldt i Berlin. Og det er 40 år siden, jeg første gang besøgte DDR, som byggede den for at forhindre sit eget folk i at flygte.
Erindringens billeder myldrer frem og udløser blandede følelser. For selv om Muren var et af den nyere civilisations mest ækle bygningsværker – selve symbolet på en umenneskelig situation – virkede det hovedløst, da Vesttyskland og det øvrige Vesten i tiden efter satsede alt på bare at udslette DDR så hurtigt som muligt. Kunne man ikke til en begyndelse have koncentreret indsatsen om at smide det diktatoriske regeringsapparat og de russiske soldater ud, for så til gengæld at lade østtyskerne akklimatisere sig over en årrække?
DDR var jo trods alt mere end Stasi, statskapitalisme og småborgerlige bureaukrater. Det var 40 års levet liv for millioner af mennesker med alle de erfaringer, tanker, håb skuffelser og fænomener, DDR-borgerne oplevede.
På flere besøg i landet blev jeg vidne til, hvordan en stadig stærkere folkelig kultur banede sig vej frem gennem systemets konforme labyrint. Folk udviklede en rørende medmenneskelighed og agerede med en opfindsomhed, som gjorde stort indtryk på den nysgerrige gæst fra Danmark.
De var både venlige og uhyre åbenhjertige om deres tilværelse og drømme. I årene op til Murens fald følte jeg mig derfor overbevist om, at den folkelige kultur ville sejre, men at den væltede Muren i det gigantiske ryk, vi blev vidne til 9. november 1989, var en lyksalig overraskelse. Regimet endte som en regering uden et folk.
En varm sommerdag året før besøgte jeg den østberlinske forstad Köpenick, hvor en arbejdsløs skomager engang udklædte sig som preussisk kaptajn. Derpå tog han kommandoen over en gruppe soldater, indtog byens rådhus og beslaglagde kommunekassen. – Den historie hørte jeg allerede om i den danske folkeskole, hvor læreren fremhævede den som et eksempel på blind tysk autoritetstro.
En regnbyge jog os indenfor i et velbesøgt værtshus – en gammel knejpe, som emmede af alt andet end autoriteter. Folk drak fadøl i stride strømme, og en folkelig herre, der præsenterede sig som Wolfgang, inviterede os gemytligt til at sidde ved hans og kammeraternes bord. Begejstret modtog han vores oplysning om, at vi kom fra København.
“Ach ja, Kopenhagen,” sukkede han. “Den by ville jeg så gerne besøge – ligesom Amsterdam og Paris. Det går bare ikke.”
“Hvorfor ikke?”
“Vores regering har for ringe tillid til os DDR-borgere.”
Wolfgangs enkle svar sagde mere end mange fine ord. Hans gamle far boede i VestBerlin og var blevet for svag til at foretage rejsen gennem Muren til sønnen i DDR. Omvendt måtte Wolfgang ikke besøge faderen. For myndighederne troede ikke på, at folk vendte tilbage, når først de var kommet ud. Det var langt fra altid sandt. I tiden op til Murens fald var levestandarden i DDR jo nået op på så acceptabelt et niveau, at indespærringen bag Muren og Jerntæppet, der delte Europa i Øst og Vest, var hovedproblemet for almindelige mennesker.
Galskaben gik for vidt. Da berlinerne i 1987 fejrede byens 750 års jubilæum, foregik det ved to parallelle, skarpt adskilte fester, som udstillede to konkurrerende politiske systemer. Begge parter gav den hele armen, og DDR høstede fordelene ved ØstBerlins historiske status som byens gamle centrum.
I det overdådigt restaurerede Schauspielhaus hørte jeg Danmarks Radios Symfoniorkester spille under Lamberto Gardelli. Den store sal er en elegant kopi af Wiens Musikverein, hvor Wiener Filharmonikerne spiller. Imens forfaldt store dele af det øvrige DDR. Hvorfor denne dyre luksus i en såkaldt arbejder- og bondestat? Så imponerende det end var, virkede det sygt.
Selv bevæbnede berlinerne sig både øst og vest for Muren med en humor, hvis ironiske vid drev ud af deres teaterstykker og film. I VestBerlin, der jo var omsluttet af DDR, gik jeg en aften i Grips Theater og oplevede den sprudlende musical “Linie 1″. Den brugte metroens Linie 1 som scene for sit portræt af berlinernes særlige adfærd i en dybt unaturlig situation, og en af replikkerne er blevet siddende lige siden:
“Berlin er det eneste sted i verden, hvor man altid kører mod øst.”
Ingen havde fantasi til at forestille sig, at den situation nogensinde ville høre op. Og det er nok det mest tankevækkende ved Murens fald: Intet i denne verden fortsætter bare i al evighed, som det er.
Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei.
Add comment 9. november 2009
Tilbage til naturen.
I et halvt år boede Nick Weston, 28, i et primitivt træhus ude i en skov i Sussex i det sydlige England. Han skød sig så at sige tilbage til stenalderen og levede af naturens spisekammer. Forudsætningerne var hans uddannelse som kok og interesse for fiskeri, jagt og camping i naturens vilde egne.
Nu er han vendt tilbage til kæresten og civilisationen. Og den dagbog, han skrev de lange aftener ude i huset, udmønter sig nok i en bog.
Det fascinerer mig altid, når mennesker realiserer deres drømme og bevarer den kerne af naturlighed, som livet i den rige verden truer. Nick Westons historie minder os om, at vores moderne kultur ikke må ende som en industri for unaturlige behov og absurde meninger.
Et lignende eksempel leverer bonderøven Frank jo for øvrigt i DR 2.
Add comment 6. november 2009
Gustavo Dudamel fortsætter i Göteborg.
I skæret af det stjernespækkede show, der for en måned siden omgav modtagelsen af Gustavo Dudamel som Los Angeles Philharmonikernes nye chefdirigent, er det nærmest gået upåagtet hen, at Stjernen fra Venezuela samtidig fortsætter som chefdirigent oppe i Göteborg. Anderledes diskret end i USA har Dudamel fornyet sin kontrakt med Göteborg Symfonikerne for yderligere tre år. For også svenskerne elsker ham. Og på sin side har den 27-årige dirigent gavn af at kunne indarbejde et repertoire, som ellers har været mere eller mindre ukendt for ham – Carl Nielsens musik for eksempel.
Her i Danmark er Gustavo Dudamel derimod nærmest ikke eksisterende. Alligevel kan jeg ikke lade være at lege med tanken om, hvad der sker, når DR SymfoniOrkestrets chefdirigent Thomas Dausgaard i 2011 siger farvel til DR. Kunne man forestille sig en type som Gustavo Dudamel som Dausgaards afløser?
Øhhh…
Add comment 4. november 2009
