Bonderoserne er på vej ud i lyset og har allerede skudt blomster-knopper i en mængde, som lover et mægtigt flor. Rododendronen som jeg plantede for fem år siden, trives også i foråret og lover et hav af blomster. Og solsorterne pirker i min nyslåede græsplæne, gøgen kukker og spætten hamrer, mens katten og jeg døser i sansningen af det hede forårs grøde.
Havens store gamle æbletræer stjæler dog billedet i øjeblikket. Dækket af mægtige snehvide blomsterpuder demonstrerer de en livslyst, hvis sejhed inspirerer. Det ældste træ er 10 meter højt og var dømt til fældning, fordi det for tre år siden mistede en kraftig, flere meter lang gren i en regnstorm. Grenen efterlod et hul ind i stammen, som blev guf for småfugle og egern. Træet var bare så hult, at jeg mente, det ville falde i den næste storm, men det skete ikke. Tværtimod kaster det fortsat glans over haven med sit mægtige blomsterflor.
Nu er træet blevet mig en stolt gammel ven, som man ikke bare fælder. Man skal jo aldrig skal give op, så længe der er liv.
“People can say I’m a classical violinist if they want to, but I’ve always viewed myself as a musician who plays music and not just a certain part of it.”
Nigel Kennedy and English Chamber Orchestra play “The girl with flaxen hair” by Claude Debussy:
I dag, da kold beregning er en dyd, er det en særlig fryd at høre musikere, som evner at røre os med sensuel varme, ligefremt og naturligt. Den engelske violinist Nigel Kennedy er en af dem, der kan det. Og jeg kan ikke lade være med her at dele min glæde ved hans spil. Hør her et eksempel fra hans herlige tolkning af Debussy’s musikalske billede “Pigen med hørhår”. Klik startknappen i afspilleren herover.
Med sine teatralske påfund og et musikalsk format, der stækker sig fra klassisk til punk og pop, er Nigel Kennedy berømt som det klassiske musikivs bad boy - arrangørerne af årets BBC Proms kalder ham sågar for “Maverick violinisten”. Og dagens nyhed er, at Nigel Kennedy er blevet udelukket fra Classical Brit awards. Han passer ikke ind i det glamourøse show.
Sandt nok er traditionens glatte omgangstone med klassiske mestre på bonede gulve heller ikke rigtig ham, og så spiller han jo også jazz og folkemusik. Lige meget hvad, så er han så god en violinist, at selv det mest snerpede publikum ikke kommer udenom ham. - Selv forklarer han:
“Folk kan kalde mig en klassisk violinist, hvis de har lyst til det, men jeg har altid anset mig for at være en musiker, der spiller musik - ikke kun en bestemt del af den.”
Oprindeligt støttet af en klassisk mester som Yehudi Menuhin er Nigel Kennedy ret beset en af de betydeligste engelske violinister nogensinde. Og så har han en egenskab, jeg sætter meget højt: Med et maksimum af følelse for alt, hvad han vælger at gøre, fylder han sit virtuose spil med liv og sjæl. Hvor ofte hører man ikke det modsatte - virtuositet uden sjæl, som han anser for værdiløst. På sin fornemme indspilning med Det polske Kammerorkester får han Beethovens Violinkoncert til at lyde, som om den var komponeret i går og ikke for 200 år siden. Og i Mozarts 4. Violinkoncert udfolder han sig frit og kreativt i forbløffende kadencer, hvor Mozart befries fra sine noder og flyder sammen med os i vores nutid. Tid og sted fortoner sig, og frisk luft strømmer ind fra Nigel Kennedys egen verden. Mozart lever i stærke håndslag fra historisk tid til nutid, fra menneske til menneske.
For 21 år siden fik han i den konservative englænder Elgar’s Violinkoncert et afgørende internationalt gennembrud ved en Prom-koncert i London. For første gang siden da vender han tilbage ved BBC’s Prom 2 den 19. juli, og igen spiller han Elgars koncert med dirigenten Vernon Handley. Det skal blive interessant at høre den nu 51-årige Nigel Kennedy igen. Læs mere om Prom-koncerten her.
Velkommen til den nye radiostation D2R, som et hold tidligere ansatte i DR i går åbnede på Internettet. Den Anden Radio dyrker den klassiske idé om public service, som Danmarks Radio har sparet væk. Og med støtte af 400 repræsentanter for dansk kulturliv og universiteterne synes der at være betydelig interesse for at rette op på den udflydende stil, DR er slået ind på.
Lydkvaliteten er perfekt i D2R’s radiostream, som jeg hører i iTunes. Og efter Lars Bo Kaspersens beretning om Danmark og globaliseringen, efterfulgt af Louise Fribo’s klassiske skønsang på en ny CD, slog det mig spontant: Gud, de taler jo dansk!
Tænk, at det skal være noget påfaldende specielt at høre sit eget sprog udtrykt normalt, frigjort fra den savlende jargon, som ellers præger de danske medier. Så vidt er det altså kommet.
Premiere-udsendelserne er ganske vist ikke ophidsende, men præsentationen er så professionel, at vi utvivlsomt har meget godt i vente. Tilmed virker det behageligt, ja hjemligt at høre de kendte radioværter igen. Menuen byder på radiomontager og analyser om alt fra Danmark og globaliseringen til kunst, musik og kultur. Og blandt medarbejderne finder vi Karl Johan Mikkelsen, Egon Clausen, Anne Eggen, Anne Mette Holstein, Michael Christophersen, Kirsten Rønn, Bodil Grue, Claus Seiden, Jytte Nordholt, Nikolaj Ifversen, Vagn Jensen og Georg Metz. De starter forsigtigt op, men regner med at D2R er fuldt udbygget sommeren over.
God arbejdslyst! Kom bare an med rigtig public service fremfor den gængse pop service.
Selv om Jon Stewart er meget amerikansk, er hans daglige dosis medie-satire på DR 2 blevet en fast tradition her i huset. Ikke alene er manden morsom, han har også kulturelt format - han ved, hvad han taler om. Han skryder med den lille mands charme, men har samtidig rovfuglens skarpe blik for politikernes og medieverdenens mange pinlige optrin. Deres spin afsløres som dramatiserede påstande, mere eller mindre drænet for substans. Hvem andre end Jon Stewart kan heller komme godt afsted med at stille præsident-kandidaten Barack Obama det mest absurde spørgsmål af alle:
“Vi er bekymrede - ærlig talt: Er det Deres plan at gøre den hvide race til slaver?” Klik billedet og hør selv på The Daily Show’s egen hjemmeside (og lev med den reklame, som måske først dukker op):
Ja, vi savner en Jon Stewart i Danmark, hvor intet er, som det ser ud. Den gang, der endnu var håb for danskerne, fyrede Carsten Jensen mange gode skud af i bolledejen. Rapkæftede Clement Kjersgaard har også anlæg for rollen, der kalder på viden med bid i. På den anden side: I dag er Danmark blevet en hellig ko, man ikke gør nar af. Vi vil have lov at græsse for os selv.
Beethoven: Symphony No. 4, 3. Herbert Blomstedt and the Danish Radio Symphony Orchestra. Radio recording from a concert April 10, 2008.
Klik og lyt:
11. juli fylder han 81 år, og forleden dirigerede han Danmarks Radios Symfoniorkester med en vitalitet, som mange langt yngre kunstnere kunne misunde ham. Manden er Herbert Blomstedt, svensk dirigent par exelence, og må man sige: nok en af verdens mest civiliserede kunstnere. For det er vanskeligt at forestille sig et menneske have mere styr på forholdet mellem følelse og tanke, materiale og udtryk, end han har. Læg hertil erfaringens kyndighed og lidenskab, så er man lidt på vej til at forstå denne usædvanlige personligheds evne til at skabe klarhed og sammenhæng i musikkens fortælling.
Jeg optog Torsdagskoncerten fra DRs P2 med den forældede FM-senders transmissions-støj og det hele, og her kan du høre Blomstedt dirigere 3.-satsens scherzo fra Beethovens 4. Symfoni, som fik en elegant og præcis opførelse i Blomstedts kendte no nonsense-stil. I og for sig ville jeg hellere have spillet 1. sats af Carl Nielsens store 5. Symfoni, som er en favorit i repertoiret af mægtige symfoniske dramaer, og som var en ganske stærk oplevelse, præget af Blomstedts indgående kendskab til Carl Nielsens verden. Symfoniens enorme dynamik egner sig bare ikke til gengivelse her. I stedet anbefaler jeg at høre Blomstedts fremragende CD-indspilning på Decca fra hans tid som chefdirigent for San Francisco Symphony.
Godt for øvrigt at høre symfonier af Beethoven og Carl Nielsen ved samme koncert. De repræsenterer to vidt forskellige kulturepoker i Europa - Beethoven i wienerklassikken og Nielsen i det kulturelle opbrud for 100 år siden. Men deres usminkede ærlighed og ungdommelige drift mod det uforbeholdne liv er slående. De klæder hinanden.
Måske vil jeg ved en senere lejlighed fortælle mere om Herbert Blomstedt fra mine talrige oplevelser med ham. Som DR Radiosymfoniorkestrets chefdirigent sidst i 1960erne og 70erne var hans opførelser af Sibelius symfonier blandt de bedste, man kunne opleve i verden. Blandt de mange danske første-opførelser af ny musik glemmer jeg heller aldrig den gang, han og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. Fantastisk!
Havens store gamle æbletræer stjæler dog billedet i øjeblikket. Dækket af mægtige snehvide blomsterpuder demonstrerer de en livslyst, hvis sejhed inspirerer. Det ældste træ er 10 meter højt og var dømt til fældning, fordi det for tre år siden mistede en kraftig, flere meter lang gren i en regnstorm. Grenen efterlod et hul ind i stammen, som blev guf for småfugle og egern. Træet var bare så hult, at jeg mente, det ville falde i den næste storm, men det skete ikke. Tværtimod kaster det fortsat glans over haven med sit mægtige blomsterflor.
