Tillykke med Olof Palme-Prisen, Carsten

Også herfra skal lyde et stort tillykke til Carsten Jensen, som i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm. Carsten Jensen fik prisen, fordi han “retter lyset mod vores selvtilstrækkelighed og snæversyn. Han inviterer os til at stå op for humanisme, fornuft og fremtidstro”, skriver priskomiteen for Olof Palmes Minnesfond på sin hjemmeside.

Olof Palme-Prisen blev stiftet i 1987 et år efter mordet på den svenske statsminister. Hensigten er at hylde personer, der ligesom Olof Palme ikke er bange for at sige sin ærlige mening, og det er Carsten Jensen som bekendt ikke. I mange år har han stadig mere overbevisende argumenteret imod den selvgode “sig-selv-nok-mentalitet” og den galopperende provinsialisme, som har bredt sig i både Danmark og omverdenen.
“Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab,” skrev Carsten Jensen marts 2006 i en opsigtsvækkende kronik i Information. Samtidig opfordrede han den øverste ansvarlige for det famøse fællesskab, statsminister Anders Fogh, til at gå af.

Kommentarer som denne har i Danmark skabt et udbredt had til forfatteren, som i nogles øjne “pisser på sine egne”. Dagbladet Politiken var da heller ikke sen til at ledsage nyheden om Olof Palme-prisen med overskriften: “Carsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark”. Og i læsernes kommentarer under historien læser man eksempelvis:
“Rejs en skamstøtte over Carsten Jensen, vor tids Corfitz Ulfeldt.”

Det er bare ikke på grund af sin kritik af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark, at Carsten Jensen blev valgt som pris-modtager – snarere tværtimod. Priskomiteens formand, Pierre Schori, siger til Information:
“Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark, han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem.”

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør denne universalisme Carsten Jensen til en enestående forfatter, og jeg er ganske enig i den vurdering. I sine bøger gør han de nære oplevelser til springbræt for de store, og omvendt. Og i sine dagsaktuelle essays og aviskommentarer gennemhegler han selvbedragets og løgnens primitive kultur, som har regeret alt for længe.
Kendte man kun Carsten Jensen fra aviserne, kunne man måske mistænke ham for at være en forbitret, sur mand, men hans forfatterskab afslører så megen varme, dybt følt fortælleglæde og sans for menneskelig adfærd, at denne skippersøn fra Marstal reelt er mere dansk, end Pia Kjærsgaard nogensinde bliver. Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt en bog som “Vi, de druknede” opslugt mig så totalt. Og rejseskildringen “Jeg har hørt et stjerneskud” er den bedste rejsebog, jeg nogensinde har læst, eventyrlig og rig på tanker, opdagelser og iagttagelser, som den er.

Ikke desto mindre hyler mange danskere over, at hædersbevisningen fra Olof Palmes Minnesfond skulle tilfalde Carsten Jensen. Det virker ærlig talt noget ynkeligt, og i den forstand siger de sure protester mest om gruppen af intolerante, hvilket jo nærmest beviser, at Carsten Jensen faktisk rammer plet i sin beskrivelse af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark.
Som en læser skriver i Politikens debat: “Snub en kleenex og tør fremmedhadet af kinderne”.

• Se Politikens dækning og læserdebat her.
• Se Informations dækning her.

Encores.

Joshua Bell: “Souvenir Amerique”. Berwaldhallen, Stockholm – after the excellent performance of Samuel Barbers Violin Concerto with the Swedish Radio Symphony Orchestra & Marin Alsop. Radio recording from SR P2 Live.

Vilde Frang: Caprice by Paganini – after Mendelsohn’s Violin Concerto with the Swedish Radio Symphony Orchestra & John Storgårds. Radio recording from SR P2 Live.

Jian Wang: The Chinese folk tune “Reflections of the Moon in the River” – after Dvorak’s Cello Concerto with the Danish Radio Symphony Orchestra & Alexander Lazarev. Radio recording from DR P2.

Martha Argerich: Mazurka no. 15 i C, op. 24 no. 2 by Frederic Chopin – after Ravel’s Piano Concerto in G with the Royal Stockholm Philharmonic Orchestra & Yuri Temirkanov. From SR P2 Live.

Sergej Chatjaturjan: Armenian folk tune by Komitas – after Beethoven’s Violin Concerto with the Swedish Radio Symphony Orchestra & Lionel Bringuier. From SR P2 Live.

Koncerternes ekstranumre er ofte en ganske særlig personlig oplevelse. Solisten takker for bifaldet og sender publikum en hjertelig musikalsk hilsen, så parterne kan gå hjem med følelsen af at have omfavnet hinanden.
Nogle solister vælger “bare” at spille et smukt, kendt stykke af Bach, men de senere år har ekstranumrene udviklet sig til en hel genre, hvor solisternes fantasi ingen grænser kender. Den store norske pianist, Leif Ove Andsnes, indspillede tilmed for nylig en personlig samling af sine ekstranumre på CD’en Horizons.

I eksemplerne herover betoner amerikaneren Joshua Bell, armenieren Sergej Chatjaturjan og kineseren Jian Wang det sted, de kommer fra i verden. Virkningen er så bevægende, at solistens korte “encore” næsten gør lige så stort indtryk som den ellers fremragende udførelse af hovedværket. Og det er nok ikke mere mærkværdigt, end at alle i salen er varmet godt op i en fælles stemning af musikalsk oplevelse. Alle spændinger er væk – nu er det tid at slappe af.
Publikums interesse for ekstranumrene fik i øvrigt det engelske radioselskab BBC til at lave en særlig Encore-side på The Proms hjemmeside. For ofte kendte hverken publikum eller koncertens speaker stykkerne, og så snart solisten havde oplyst, hvad det var han spillede, blev informationen lagt på hjemmesiden til glæde for alle os, der havde lyttet med. God idé!

• Hør P2 Koncerten her.
• Hør Sveriges P2 Live her.

Og jeg bærer stadig brænde ind…

Indtil for 10 år siden, da jeg boede i huse med centralvarme, tvivlede jeg på, at fortidens danskere i små bondehuse kunne holde varmen gennem en streng vinter. Bøndernes uisolerede huse, som udstilles på Frilandsmuseet nord for København, bød som regel kun på varme i to rum: Stuen og køkkenet. De øvrige rum må have været frysende køleskabe om vinteren.

Denne vinter, da termometeret natten til 26. januar rundede 14 graders frost her i Frederiksdal, blev mit soveværelse ligeledes et køleskab, og da DMI på forhånd varslede den hidtil koldeste nat i år, modtog jeg min søsters venlige tilbud om at overnatte i hendes lune gæsteværelse. Hovedkilden til varme her i mit lille stråtækkede skovløberhus, bygget år 1800, er jo kun en brændeovn, som kræver nye forsyninger af træ mindst en gang i timen, hvis normal temperatur på behagelige 20-22 grader skal kunne holdes i opholdsstuen. En del af varmen strømmer videre op gennem huset til soveværelset, men trods støtte af en moderne el-radiator gør streng frost det umuligt at varme min hyggelige hule under stråtaget op til mere end ca 12 +grader, som tilmed falder i løbet af natten, og det er altså for koldt for mig. Så tak, søster Kirsten, for husly om natten.
I det hele taget holder vinteren bondehusets beboer beskæftiget store dele af dagen. Så hvis nogle spørger til, hvad jeg får dagene til at gå med, lyder svaret i hvert fald: Jeg bærer brænde ind fra udhuset og fyrer.

Savner jeg et moderne hus spækket med alskens bekvemmeligheder?
Egentlig ikke, og slet ikke denne smukke formiddag, da solen skinner og kaster et fortryllende skær over det hvide vinterlandskab, som jeg akkompagnerer med den estiske komponist Peteris Vasks Violinkoncert “Distant Light” i højttalerne. Og snart kommer foråret, og så er der intet sted på jorden, jeg hellere vil være end her.

Verdens lykkeligste folk fryser.

“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?” skriver Suzanne Brøgger i Informations Moderne Tider.
Forfatteren kigger tilbage på det nye milleniums første årti, der sendte rygerne ud i kulden og Danmark i krig mod terror. Og det gør hun så godt, at jeg efter intens læsning udstødte et lettelsens suk, som det jo er, når det lykkes et andet menneske at bevæge de indre strenge med den sandhed, man selv oplever.

Jeg nikker også genkendende til følgende iagttagelse:
“Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker.”

Her 10 år efter er situationen jo ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Intet er så pænt og ordentligt, som det ser ud.

• Læs Suzanne Brøggers fremragende essay her.
• Læs Moderne Tider her.

Morsom og rørende.

Herligt at en musikalsk og menneskelig film som “Koncerten” vises i danske biografer.

“Koncerten” er både en russisk folkekomedie og en tragisk skæbnehistorie fra den grumme fortid i Sovjetunionen. Beretningen om, hvordan det trods alt lykkes Bolsjoj Teatrets degraderede dirigent, Andrei Filipov, at samle 55 skæve musikalske hoveder i Moskva og flyve hele bundtet på gæstespil i Paris, har format i den store stil.

Alle er de ofre for Sovjet-regimets magtmisbrug, og det er 30 år siden, de sidst spillede sammen på Bolsjoj. Men kærlighedens menneskelige og musikalske bånd gennemstrømmer alt som en ukuelig kilde til erindring og liv, hvor Tchaikovsky’s romantiske Violinkoncert på ægte østeuropæisk vis er den røde tråd. Smagløse nyrige baroner spiller dunkende rytmisk industrimusik i Vladimir Putins nye Rusland, mens Andrei Filipov og hans folk brænder for Tchaikovsky. Mange af hans musikere er også ved at flyde over af virtuos folkemusik og jødisk klezmer, som de har i blodet, hvilket udløser herlige musikalske scener. For dem er musikken jo et sprog fyldt af mening, og ubesværet skifter de mellem boblende sigøjnertoner og en klassisk Caprice af Paganini. Disse skift i stil og dybde er også filmens sprog, hvilket nok vil virke rigeligt russisk på mange her i det kølige Danmark.

Til sidst, da det festklædte publikum fylder Chatelet Teatret i Paris, og koncerten skal begynde, er det umage orkester endnu så uorganiseret, at man sidder naglet til sædet af spænding: Kan den koncert overhovedet gennemføres?
De sidste musikere, forsinket af tuskhandel ude på de parisiske boulevarder, drysser ind. Koncertens forspil lyder derefter – det er skrigende falsk. Men så tager den den unge franske solist, Anne-Marie Jacquet, fat på sin solo. Magien breder sig og erobrer alle hjerter. Historiens brikker falder omsider på plads, og imens publikums klapsalver skyller imod dem, forenes koncertens hovedpersoner i et rørende favntag på scenen. Efter megen latter i filmens første del sidder man tilbage med tårer i øjnene.

Dacapo spiller dansk i ny netbutik.

Tillykke til Danmarks nationale pladeselskab, Dacapo, der fejrer sin 20 års fødselsdag med åbningen af en spændende ny Internetbutik – Dacapo Records Music Store. Den bugner af tilbud fra selskabets 400 titler med klassisk dansk musik fra fortid og nutid. Og da Internettet og computerne spiller en stadig større rolle i al kulturformidling, tilbyder Dacapo nu også digitale downloads, tilmed i flere formater.
Foruden det traditionelle mp3-format i fin opløsning, som i de fleste tilfælde vil dække behovet, kan man vælge cd-kvalitet og i nogle tilfælde unik Studio Master Quality, som leverer meget store lydfiler. Prisen er derefter.

Naturligvis kan man også købe den fysiske CD og DVD, og her i den aktuelle julemåned leger Dacapo julemand. Hent for eksempel Dagens Frie Download indtil 1. januar, eller køb musikken for halv pris på alle downloads. DVD-produktionen af operachefen Kasper Holtens morsomme opsætning af Carl Nielsens Maskarade fås med 25 procents rabat – klik billedet.

Helt afgørende er dog Dacapos betydning i den internationale musikformidling. Foruden musik af berømte komponister som Carl Nielsen og Per Nørgård fører kataloget os ud på ukendte stier ind til fascinerende verdener, som i almindelighed er ukendt for de fleste. Nu kan man gå på opdagelse i musikeksempler og tekster og gøre mange gode opdagelser.
Pas på tiden – man kan sagtens gå hen og fortabe sig på Dacapos smukke, velfungerende musiksider.

• Besøg Dacapo Records Music Store her.

Dacapo Music Store er foreløbig lanceret i en engelsk version, men også en dansk version er på vej.

Klimafiasko.

Så ved vi det for alvor: USA og Kina bestemmer i verden. På en smuk, solbeskinnet dag, hvor julestemningen burde herske, kaster FNs klimafiasko i København dybe skygger. Jeg vil ikke sidde her og kloge mig på så kompliceret et foretagende som et internationalt topmøde. På den anden side tårner flere store spørgsmål sig op:
Hvordan i alverden kunne FNs ledelse og konferencens tilrettelæggere i den grad fejlbedømme mulighederne for den ambitiøse aftale, man lagde op til? Hvorfor blæse en konference op til bristepunktet, ledsaget af storstilede PR-fremstød til ære for pressen og den bekymrede offentlighed, uden at der er udsigt til det ønskede resultat? Effekten er jo nærmest det stik modsatte:
“Problemet er, at man risikerer en situation, hvor alle konflikter nu er i lys lue, og alle, der har interesse i at obstruere processen, får ny luft,” siger klimaøkonom Kirsten Halsnæs til DR.dk.

• Se også indisk reaktion, hvor den danske ledelse beskrives som “udemokratisk og lusket”, her.

Nogle omtaler topmødet som eksemplet på en ny verdensorden, hvor USA ikke længere sætter dagsordenen, men er nødt til at lytte til kineserne. Måske skal vi ikke engang være bekymrede over den udvikling. Måske er Kina i virkeligheden den stormagt, der er mest motiveret og bedst evner at løse problemerne med klimaet og energiforsyningen, fordi det store lands egen befolkning i den grad døjer med forurening fra forældede energikilder samt ikke mindst: den stigende velstands affald.
Lad os håbe, tyskerne bringer os videre på fremtidens spor, når de til juni er værter for et nyt klimatopmøde i Bonn.

• Angela Merkel advarer klimatopmødets kritikere her.
• Besøg FNs klimakonference her.
• DRs klima-tema her.
• Læs den enestående fælles leder i 56 aviser, som fastslår, at “menneskeheden står over for en dyb og alarmerende krise, der med mindre vi står sammen om beslutsomme handlinger, vil medføre, at fatale klimaforandringer hærger planeten” – her.
• Se video med fotografen Jakob Dall, der vil påvirke klimatopmødet med billeder fra sine rejser i nogle af verdens fattigste lande, hvor klimaforandringerne påvirker millioner af menneskers dagligdag – her.
• Se karikaturtegnernes satirisk hjemmeside om klimatopmødet her.
• Se billeder fra årets støvstorm i Australiens tørke her.
• Besøg klimakonferencens YouTube-kanal her.
• Besøg Samsøs grønne energiprojekt her.